Mødedato: 08.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Valg af indsamlingspose til bioaffald (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvilken type indsamlingspose forvaltningen fremover skal indkøbe og uddele til sortering af bioaffald.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der indkøbes og uddeles bionedbrydelig pose fremstillet af plantebaseret materiale til københavnerne til sortering af bioaffald.

Problemstilling

Forvaltningen skal gennemføre et nyt udbud på indsamlingsposerne, som bruges til sortering af bioaffald i villa- og etageejendomme. En undersøgelse fra Miljøstyrelsen i efteråret 2017 har vist, at miljøfordelen ved at anvende bionedbrydelige poser frem for fossilt baserede plastposer er mindre end antaget, fordi slutproduktet fra bioaffaldet (som bruges til landbrugsgødning), indeholder omtrent den samme mængde poserester, uanset om der anvendes fossile poser eller bionedbrydelige poser. Udvalget blev orienteret om undersøgelsen d. 23. marts 2018. Forvaltningen har på den baggrund og i samråd med ekstern rådgiver i 2018 gennemført en undersøgelse af forskellige posetyper med henblik på valg af indsamlingspose til sortering af bioaffald ved det kommende udbud.

Sagen blev udsat af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 18. marts 2019

Løsning
I dag benytter Københavns Kommune en bionedbrydelig pose fremstillet af ca. 30 procent plantebaseret materiale og ca. 70 procent fossil plast. I forbehandlingsprocessen af bioaffaldet sorteres poserne fra sammen med fejlsorteret affald og køres til forbrænding. Bioaffaldet køres til bioforgasning, som ud over biogas resulterer i et flydende gødningsprodukt, som bruges til gødning af landbrugsjord. Som Miljøstyrelsens undersøgelse fra 2017 viser, findes der rester fra indsamlingsposerne i gødningsproduktet, uanset hvilke poser der benyttes. Det fremgik dog ikke klart af rapporten fra 2017, om og hvor hurtigt, den bionedbrydelige pose bliver nedbrudt. Derfor har forvaltningen i samråd med en ekstern rådgiver gennemført en undersøgelse, som beskriver fordele og ulemper ved valg af forskellige typer indsamlingsposer til bioaffald ved det kommende udbud.

Undersøgelsen har gennemgået følgende posetyper:

  1. en bionedbrydelig pose fremstillet med en andel plantebaseret materiale

  2. en ikke-bionedbrydelig pose fremstillet med en andel plantebaseret materiale

  3. en pose fremstillet med en andel genanvendt fossilt plast

  4. og en pose fremstillet af fossilt plast.

Resultaterne fra forvaltningens undersøgelse viser, at der på nuværende tidspunkt kun er tre realistiske muligheder: a) Den plantebaserede bionedbrydelige pose, c) En pose fremstillet af genanvendeligt fossilt plast og d) En fossil pose.

Forvaltningen har valgt at se bort fra b) Ikke-bionedbrydelig poser med en andel plantebaseret materiale, fordi markedet for denne type pose er meget begrænset. Med hensyn til papirposer afprøvede forvaltningen i efteråret 2014 en bionedbrydelig pose og en papirpose som indsamlingspose i knap 200 villaer, hvor 90 % fortrak den bionedbrydelige pose. Flere kommuner er ligeledes gået bort fra papirsposen på baggrund af borgerreaktioner om, at posen ikke er tæt og bliver gennemblødt. På den baggrund har forvaltningen valgt at se bort fra papirposer som mulighed.

Forvaltningen har på baggrund af undersøgelsen vurderet de resterende tre posetyper a), c) og d) ud fra tre aspekter; miljø, økonomi og brugerperspektiv. Forvaltningens vurdering er opsummeret herunder og uddybet i bilag 2. Selve undersøgelsen findes i bilag 3.

Miljø (nedbrydelighed og miljøpåvirkning)
Den bionedbrydelige pose medfører samlet set den mindste CO2 udledning i forbindelse med produktionen og affaldsbehandlingen af poserne. Det materiale, som den bionedbrydelige pose består af, bliver fuldstændig nedbrudt i landbrugsjorden. Nedbrydningstiden for den bionedbrydelige pose varierer alt efter bl.a. resternes tykkelse, renlighed, størrelse og temperaturen i jorden. Der foreligger ingen undersøgelse med udgangspunkt i danske jordforhold, men udenlandske undersøgelser viser, at det bionedbrydelige materiale, kan være op til to år om at nedbrydes under varmere jordforhold end danske, hvorfor nedbrydningstiden i dansk jord må forventes at være længere. De fossile poser nedbrydes ikke, men bliver til mikroplast.

Økonomi i den samlede værdikæde
En bionedbrydelig pose a) koster ca. 0,30 kr. stykket, mens de to typer poser lavet af fossilt plast c) og d) koster ca. 0,10 kr. Driftsudgifterne til bioordningen til distribution af poser, indsamling af bioaffald, øvrig transport, forbehandling og bioforgasning samt udgifter til forbrænding af poser, fejlsorteret affald mv., er identiske uanset valg af posetyper. Det betyder samlet set, at det er ca. 10 % dyrere at vælge den bionedbrydelige pose a) frem for de fossile plastposer c) og d) til indsamling af bioaffald. De forventede samlede udgifter til drift af bioaffaldsordningen ved brug af bionedbrydelige poser udgør ca. 85 mio. kr. pr. år, mod ca. 77 mio. kr. pr. år ved brug af de fossile poser.

Brugerperspektiv (brugervenlighed og signalværdi)
Den bionedbrydelige pose a) har en bedre signalværdi, da de i sig selv ansporer borgerne til at udvise omhu og undgå fejlsortering. Målinger fra andre kommuner, der anvender fossile plastposer, viser, at der er flere fejlsorteringer, når der bruges fossile plastposer fremfor bionedbrydelige poser. Der er konstateret op mod fire gange flere urenheder i sorteringen, herunder andre plasttyper, når de fossile poser anvendes til sortering end  ved brug af bionedbrydelige poser. De fossile poser c) og d) opleves af brugerne som mere driftssikre end bionedbrydelige poser, fordi de ikke går så let i stykker, lækker mindre og giver færre lugtgener i affaldsbeholderne.

Forvaltningens anbefaling
På baggrund af undersøgelsens resultater, anbefaler forvaltningen, at Københavns Kommune fortsat indkøber og udleverer en plantebaseret og bionedbrydelig pose. Det skyldes, at den bionedbrydelige pose nedbrydes, hvis den ender i jorden, posen sikrer en bedre sortering i husholdningerne end de fossile poser og endelige har den en lavere CO2-udledning, hvilket harmonerer med målet i klimaplan KBH2025 om CO2 neutral hovedstad i 2025.

Undersøgelsen viser samtidig en hurtig markedsudvikling for plantebaserede og nedbrydelige poser, så det forventes, at der nu kan indkøbes poser med væsentlige højere plantebaseret – og dermed lavere fossilt – indhold, end de nuværende. På den baggrund vil forvaltningen i det kommende udbud stille krav om, at poserne består af minimum 50 % plantebaseret materiale og overveje at indgå kontrakt af kun 2-3 års varighed, så der hurtigt kan stilles skærpede krav til indholdet af det plantebaserede materiale i takt med udviklingen. Samtidig vil der blive foretrukket poser med bedre brudstyrke end de nuværende poser.

Alternativt vurderer forvaltningen, at man kan bruge en fossil pose med en andel genanvendt plast, da den har en bedre miljøprofil end en ren fossil plastpose uden genanvendeligt materiale. Omkostningen ved at benytte de to forskellige fossile poser er omtrent identiske.

Københavns Kommune benyttede sig tidligere af Vestforbrændingens rammeudbud for de bionedbrydelige bioposer. På baggrund af resultaterne fra rapporten i 2017 besluttede Vestforbrændingen, at anbefale de fossile poser i stedet for de bionedbrydelige. Derfor gennemførte Vestforbrændingen i 2018 et udbud for fossile poser med genanvendt fossilt plast. Udbuddet løber i hele 2019 med mulighed for forlængelse på tre gange 12 måneder. Hvis udvalget vælger at benytte en fossil pose, vil det være muligt at benytte sig af dette rammeudbud.

Økonomi
Teknik- og Miljøforvaltningen har i budget 2019 indregnet den indstillede løsning, hvor den bionedbrydelig pose benyttes som indsamlingspose i det takstfinansierede område, så den indstillede løsning vil ikke medføre meromkostninger. 

Ved valg af en fossil plastpose frem for en bionedbrydelig pose vil den økonomiske difference kunne betyde en takstnedsættelse på 20-25 kr. om året per husstand.

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen en udbudsproces. Det forventes, at forvaltningen har gennemført udbudsprocessen og indgået en ny kontrakt om indkøb af indsamlingsposer inden 1. oktober 2019.

Pernille Andersen                                   

                                                                 /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. april 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker en omstilling til stadig mere miljøvenlige poser i takt med den teknologiske udvikling. I forbindelse med et fremtidigt udbud ønskes et nyt brugerforsøg, hvor fx papirsposer testes.”

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker en kortere udbudsperiode, så ny teknologi kan implementeres, gerne på et år med option på forlængelse på yderligere et år.”

Til top