Mødedato: 04.02.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan nr. 425 ’Krimsvej’ til private tagterrasser på Amager Strandvej 130, Amager Øst

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om dispensation til etablering af private tagterrasser på Amager Strandvej 130 efter endt naboorientering.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler afslag på ansøgning om dispensation fra tillæg 2 til lokalplan nr. 425 ’Krimsvej’ til etablering af private tagterrasser på Amager Strandvej 130.

Problemstilling

Bygherre har ansøgt om dispensation til at etablere private tagterrasser i forbindelse med byggeri i tre-fem etager på Amager Strandvej 130. Teknik- og Miljøforvaltningen meddelte den 8. oktober 2018 afslag herpå.

Udvalgsmedlem Alex Vanopslagh (I) anmodede samme dag om, at ansøgning om dispensation til etablering af private tagterrasser behandles i Teknik- og Miljøudvalget. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 19. november 2018, at indstilling om afslag til dispensation sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at påbegynde sagsbehandling.

Ansøgningen om dispensation har i forlængelse heraf været i naboorientering fra den 6. december 2018 til den 2. januar 2019, se bilag 1. Forvaltningen har modtaget i alt fem henvendelser. 

Løsning

Lokalplan nr. 425 ’Krimsvej’ muliggør ny bebyggelse på Amager Strandvej 130 i 3-5 etager. Etablering af tagterrasser forudsætter dispensation fra § 6, stk. 1, h) i tillæg 2 til lokalplanen, hvoraf det fremgår, at på ny bebyggelse på Amager Strandvej 130 skal flade tage udføres som grønne tage.

Bygherre har i ansøgningen om dispensation oplyst, at der med bebyggelsens terrassering opstår fire steder, som giver mindre områder på tagene til brug for udeophold. Her ønsker bygherre at etablere private tagterrasser med belægning af træ. Efter bygherres opfattelse vil tagterrasserne bidrage til en øget forening mellem Strandparkens natur og udeliv og bebyggelsen. Tagene vil i øvrigt blive opført med begrønning for at sikre, at naturen bliver et element på de arealer, som kan ses i højere beliggende lejligheder.

Kommunen kan efter planlovens § 19 meddele dispensation fra en lokalplans bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, hvilket ikke er tilfældet her. 

Naboorientering

Ansøgningen om dispensation har været i naboorientering fra den 6. december 2018 til den 2. januar 2019. Forvaltningen har modtaget fem henvendelser, jf. bilag 2. Én henvendelse fra Metroselskabet, én henvendelse fra Amager Øst Lokaludvalg og tre henvendelser fra naboer. Metroselskabet bemærker, at de ikke har bemærkninger. Referat af henvendelserne med forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 3.

Hovedsynspunkter fra Amager Øst Lokaludvalg

Amager Øst Lokaludvalg kan ikke støtte, at der gives dispensation til etablering af fire private tagterrasser. Lokaludvalget er ikke principielt modstander af tagterrasser, hvis de etableres på en måde, så der ikke skabes indbliksgener for de omkringboende. I den konkrete sag, hvor tagterrasser ønskes etableret frem for et grønt tag, bemærker lokaludvalget dog, at det er vigtigt at fastholde kravet om, at flade tage skal etableres som grønne tage, da grønne tage har både æstetisk og miljømæssig værdi for området og vil understøtte formålsbestemmelsen i tillæg 2 om, at bæredygtige og klimamæssige tiltag skal integreres i arkitekturen.

Forvaltningens bemærkninger

Der vil ikke være indbliksgener mod nord, hvor Filipsskolens gymnastiksal og en erhvervsvirksomhed ligger som umiddelbare naboer. Mod syd er muliggjort bebyggelse i 2 etager, hvortil der kan være indblik fra to af tagterrasserne på 3. og 4. etage.

Baggrunden for kravet i tillæg 2 om flade tage med begrønning på Amager Strandvej 130 var et ønske om at sikre et ensartet og sammenhængende grønt udtryk med det foranliggende byrum, som har en række bevaringsværdige træer. Derudover har indgået hensyn til beboere i de øvre etager i højhusene vest og syd for bebyggelsen.

Hovedsynspunkter i naboernes henvendelser

  1. De tre naboer er imod etablering af tagterrasser. Det anføres blandt andet, at tagterrasser vil være til betydelig gene for beboere i den kommende rækkehusbebyggelse mod syd, og at tagterrasser/altaner i området sjældent bliver brugt. Det kritiseres, at den eksisterende bevaringsværdige erhvervsbygning (Baltic) blev muliggjort nedrevet og erstattet med et højere byggefelt i 3-5 etager til boliger. Det nævnes, at muligheden for at nedrive den eksisterende erhvervsbygning og i stedet opføre boliger i 3-5 etager udelukkende blev godkendt, hvis bestemmelserne i § 6, stk. 1 i tillæg 2, herunder kravet om at flade tage skal etableres som grønne tage, blev overholdt. Etablering af tagterrasser vil derfor stride mod grundlaget for godkendelsen af byggeriet og primært være til økonomisk gavn for bygherre. 
  2. Det nævnes, at linket til bilagene i naboorienteringen ikke virker.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Den eksisterende erhvervsbygning (Baltic), som oprindeligt var forudsat bevaret i lokalplanen, blev muliggjort nedrevet med tillæg 2, og det blev i stedet muliggjort, at der kan opføres en bebyggelse i 3-5 etager med en maksimal højde på 18 meter med særlige bestemmelser til bebyggelsens fremtræden i § 6, stk. 1. Dispensationen vedrører ikke muligheden i tillæg 2 for at nedrive den eksisterende erhvervsbygning. 

Rækkehusbebyggelsen mod syd, som ligeledes blev muliggjort med tillæg 2, kan opføres i 2 etager. Der vil således være indblik til rækkehusene fra to af tagterrasserne på 3. og 4. etage.

  1. Der var et teknisk problem med linket til bilagene fra den 6.-11. december 2018. Linket henviste i den periode til et forkert dokument. Fra den 11. december 2018 og indtil høringsperiodens udløb den 2. januar 2019 kunne korrekte bilag tilgås via linket.

Forvaltningens anbefaling

Tillæg 2 er vedtaget for 1 1/2 år siden, og bebyggelsens højde og hensynet til de omkringboende naboer var centralt ved vedtagelsen af lokalplanen. Da hensigten med kravet i lokalplanen om grønne tage endvidere har været at sikre et ensartet og sammenhængende grønt udtryk, og da der er indbliksgener i forhold til kommende rækkehuse syd for bebyggelsen, anbefaler forvaltningen, at der på ny meddeles afslag på dispensation. 

Det fremgår af retningslinjerne for dispensationer, som Teknik- og Miljøudvalget tog til efterretning den 21. august 2017, at det er udgangspunktet, at der ikke gives dispensation, hvis en lokalplan er mindre end 4 år gammel, medmindre konkrete forhold taler for. Det fremgår af retningslinjerne, at dispensation kan overvejes, hvis der opnås en bedre kvalitet eller mindst lige så god en kvalitet, forudsat at andre forhold taler for. Det vurderer forvaltningen ikke er tilfældet her pga. hensynet til de omkringliggende beboere samt til et ensartet sammenhængende grønt udtryk i området.

Lokaludvalget og de tre naboer, som har indsendt et høringssvar til naboorienteringen er endvidere imod etablering af tagterrasser.

Det bemærkes supplerende, at tillæg 2 blev udarbejdet på baggrund af en drøftelse af færdiggørelsen af byggemulighederne i lokalplan 425 ’Krimsvej’ i Teknik- og Miljøudvalget den 16. marts 2015. Udvalget besluttede i den forbindelse, at de resterende byggemuligheder skulle realiseres uden at kommunen skulle give flere dispensationer fra lokalplanen. I stedet ønskede udvalget, at der skulle udarbejdes tre tillæg til lokalplanen for at løse bygherrernes resterende udfordringer i forhold til færdiggørelsen af byudviklingsområdet. Derved sikrede udvalget en proces med en offentlig høring og fornyet borgerdialog med bl.a. de borgere, der siden lokalplanens tilblivelse i 2009 er flyttet ind i området. Tillæg 2 – som den nuværende dispensation vedrører - var et led i realiseringen af denne proces.

Alternativ mulighed

Hvis udvalget ønsker at meddele dispensation, kan det ske med henvisning til, at de fire private tagterrasser vil udgøre en begrænset del af taget. Hvis der er et politisk ønske om at meddele dispensation, er det således muligt indenfor rammerne af planlovens § 19. Forvaltningen anbefaler i givet fald, at der stilles krav om gulv udføres af træ, og om at værn skal udføres med en spinkel og åben konstruktion samt fremstå helt eller delvist transparente.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har truffet afgørelse i sagen, vil forvaltningen meddele afgørelsen til ansøger.

 

                                       Pernille Andersen

                                                                          / Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. februar 2019

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At der meddeles tilladelse til tagterrasse.”

Ændringsforslaget blev vedtaget med syv stemmer mod fire. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, I og O.
Imod stemte: F, Ø og Å.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Til top