Mødedato: 01.12.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Lokalplanforslag ”Hulgårdsvej” med tilhørende kommuneplantillæg

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Hulgårdsvej” med tilhørende kommuneplantillæg. Forslaget vil muliggøre opførelse af et opbevaringscenter på forpladsen foran Bellahøj Koblingsstation og fastlægger Bellahøj Koblingsstation som bevaringsværdig.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at forslag til lokalplan "Hulgårdsvej" (bilag 1) godkendes med  henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,      

    2.   at det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) godkendes med henblik på 
          offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

Problemstilling

I København ses et stigende behov for opbevaringsplads for såvel private som erhvervsdrivende, hvilket hænger sammen med befolkningsvæksten og en generel tendens mod begrænset opbevaringsplads i nybyggeri. Desuden bruger mange små virksomheder med store udsving i lagerbeholdningen opbevaringscentrene som en fleksibel lagerplads.

Bygherre ønsker at opføre et opbevaringscenter på forpladsen foran Bellahøj Koblingsstation. Der findes i dag ingen lokalplan for området. Projektets omfang og indvirkning på lokalmiljøet kræver, at der udarbejdes en lokalplan. Desuden kræver projektet en ændring af kommuneplanen, der muliggør anvendelse til serviceerhverv, idet den nuværende kommuneplanramme fastlægger anvendelsen til tekniske anlæg.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 25. august 2014 startredegørelse for lokalplan ”Hulgårdsvej”. Økonomiudvalget godkendte indstillingen den 2. september 2014 i relation til kommuneplantillægget.

Løsning

Bellahøj Koblingsstation ligger på adressen Hulgårdsvej 133, hvor den er placeret tilbagetrukket på grunden, hvilket giver et ledigt areal, der ønskes bebygget. Arealet fremstår i dag uplejet og som et hul i gadebilledet.

I lokalplanen foreslås koblingsstationens hovedbygning udpeget som bevaringsværdig. Bygningen er tegnet af Hans Christian Hansen og opført i 1960’erne af Københavns Kommune. Den vurderes at have høj arkitektonisk værdi, da den arkitekturhistorisk betragtes som et hovedværk, der dannede skole for de efterfølgende årtiers industrielle anlæg.

Det foreslåede byggeri tager udgangspunkt i de omkringliggende bygninger – hovedsageligt koblingsstationen – i brug af materialer, farver m.m. Bygningens placering skaber mulighed for en forplads mellem det nye opbevaringscenter og nabobebyggelsen. Forpladsen ligger mod Hulgårdsvej og vil give mulighed for ophold for områdets beboere. Ud over et opholdssted giver forpladsen afstand til nabobebyggelsen, så skyggevirkninger begrænses betydeligt. Forvaltningen vurderer, at projektet vil bidrage til at området føles trygt.

Forslaget indebærer ca. 7.700 m2 serviceerhverv, fordelt på syv etager. Dette giver en bebyggelsesprocent på 210 i lokalplanens underområde 1 og ca. 75 i lokalplanområdet som helhed. Friarealkravet til opbevaringscentret bliver 10 %.

Der forventes mellem 30 og 50 besøg pr. dag med 4-5 besøg pr. time i myldretiden. Det er forvaltningens erfaring, at et opbevaringscenter ikke tiltrækker tung trafik. De typiske brugere kommer i personbil, mindre varevogne eller ladcykel. Parkeringsnormen er derfor sat til 1 plads per 500 m2 etageareal, som bliver etableret på terræn. Derudover etableres plads til ti cykler og fem ladcykler.

Lokaludvalget er blevet hørt og har ingen bemærkninger til startredegørelsen.

Der henvises i øvrigt til bilag 2 Faktaark. 

Byliv
Projektet lever op til Københavns Kommunes strategi om, at flere skal blive længere i byrummet ved at skabe en offentlig tilgængelig plads. Pladsen er visuelt forbundet med Hulgårds Plads og giver opholdsmulighed for offentligheden på denne side af Hulgårdsvej. Lokalplanforslaget sikrer, at forpladsen indrettes til ophold med græs og/eller belægning med høj kvalitet og plantning af forskellige træsorter samt siddemuligheder.Valg af træer på pladsen er i godt sammenspil med temaet ”1001 træerpå Hulgårds Plads, der blev anlagt i forbindelse med Kvartløft Nord-Vest i 2006.

Opbevaringscenteret vil i stueetagen mod Hulgårdsvej have en delvis åben facade med vinduer til butikken.

Bæredygtighed
Lokalplanforslaget bestemmer, at nybyggeri skal opføres efter laveste energiklasse efter det til enhver tid gældende bygningsreglement. Det vil sige, at bygningen opføres som energiklasse 2020. Dette opnås ved en kompakt, velisoleret bygningskrop, valg af energibesparende lyskilder m.v.

Bygningens tag udføres som grønt tag med sedum eller lignende beplantning, hvilket forsinker nedsivningen af regnvand og skåner kloakker. LAR (Lokal afledning af regnvand) er indarbejdet ved at anlægge et græsareal langs bygningens sydside, hvor regnvand kan nedsive.

Kommuneplan
Området er i dag fastlagt til et T2-område i Kommuneplan 2011, hvilket giver mulighed for anvendelse til tekniske anlæg.

Det er en forudsætning for byggeriet, at der udarbejdes tillæg til Kommuneplan 2011, der ændrer anvendelsen til S3*-område (serviceerhverv). Rammen skal have en særlig bestemmelse, der giver mulighed for en parkeringsnorm på 1 parkeringsplads per 500 m2 etageareal. Herudover muliggøres en højere bebyggelsesprocent på ca. 210 % begrundet i, at der samlet set i lokalplanområdet er høj byggerummelighed, og at anvendelsen til opbevaring ikke genererer stor brugerkoncentration.

Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv kommunaløkonomiske konsekvenser.

Det forventes at opbevaringscentret vil få to ansatte og Københavns Kommune dermed vil få en forventet årlig skattemerindtægt på 80.000 kr. (2012 priser).

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen august måned 2015.

 

                      


                                                Bjarne Winge                                      Pernille Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 1. december 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top