Mødedato: 25.02.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Businesscase til udbredelse af Holdbart Arbejdsliv

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om evalueringen af projekt Holdbart Arbejdsliv og skal træffe beslutning om businesscase til investeringspuljen om udbredelse af Holdbart Arbejdsliv til alle plejecentre og hjemmeplejeenheder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Indstilling

Sundheds- og omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen vedrørende evaluering af projekt Holdbart Arbejdsliv til efterretning
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at forvaltningen udarbejder en businesscase vedrørende udbredelse af projekt Holdbart Arbejdsliv til samtlige plejecentre og hjemmeplejeenheder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Problemstilling

I Budget 2012 blev der afsat midler for årene 2013-2015 til projektet Holdbart Arbejdsliv. Kommunen ønskede som arbejdsgiver, at ”sætte barren højere og påtage sig større ansvar for at mindske nedslidning og social ulighed i sundhed og bidrage til at udsatte faggrupper kan få et længere og mere holdbart arbejdsliv og derigennem sikre en senere tilbagetrækning fra arbejdspladserne.”

Evalueringen af projektet er positiv, og projektet foreslås nu udbredt til hele forvaltningen.

Løsning

Behovet for et længere og mere holdbart arbejdsliv er øget i kraft af færre muligheder for tidlig tilbagetrækning, blandt andet på baggrund af efterlønsreformen og en stigende pensionsalder. Medarbejdere i højt fysisk belastede og nedslidningsudsatte jobs skal blive længere på arbejdsmarkedet. Netop disse medarbejdergrupper er vigtige for, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan sikre høj kvalitet i plejen.

Evaluering af Holdbart Arbejdsliv

Slutevalueringen af projektet, der er gennemført over tre år på 10 plejecentre i forvaltningen, viser, at obligatorisk træning i arbejdstiden er en økonomisk bæredygtig vej frem i forhold til senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og forebyggelse af ulighed i sundhed. Holdbart Arbejdsliv er en arbejdspladsindsats for at styrke de muskelgrupper hos plejepersonalet, som er særligt belastede i det daglige plejearbejde, gennem obligatorisk træning i arbejdstiden og målrettet fysioterapeutisk vejledning.

Evalueringen er en baseline-undersøgelse, og den viser konkrete signifikante forbedringer for deltagerne i forhold til blandt andet muskelstyrke, smertereduktion, oplevet reduktion i arbejdsbelastning og øget energi. Effekten er opnået ved en mindre investering end oprindeligt forudsat i form af både direkte omkostninger til træningsunderstøttende aktiviteter og indirekte omkostninger til ”træningstid”. Samtidigt har projektet fundet konkrete modeller til at implementere obligatorisk træning i arbejdstiden med høj deltagelse. Evalueringen findes som bilag 1.

Udbredelse af Holdbart Arbejdsliv

På basis af evalueringen af projekt Holdbart Arbejdsliv anbefales videre udrulning af obligatorisk træning i arbejdstiden med henblik på at mindske nedslidning og social ulighed i sundhed for udsatte faggrupper i plejen. Det vil bidrage til, at de udsatte medarbejdergrupper kan få et længere og mere holdbart arbejdsliv og herigennem, at medarbejderne bliver længere på arbejdspladsen. På denne måde mindskes arbejdspladsernes udgifter til rekruttering og kompetenceudvikling af nye medarbejdere.

Efterlønsreformen og en stigende pensionsalder gør det helt centralt for den enkelte medarbejder, at man kan blive længere på arbejdsmarkedet. Faldende arbejdsløshed og mindsket udbud af arbejdskraft gør det samtidig af stor betydning for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at man kan fastholde medarbejdere så lang tid så muligt. Projekt Holdbart Arbejdsliv har vist en måde at opnå dette på samtidigt med, at det mindsker nedslidning og social ulighed i sundhed for udsatte faggrupper i plejen.

Økonomi

På basis af erfaringerne fra projekt Holdbart Arbejdsliv er der foretaget et skøn over økonomien i forbindelse med udbredelsen af projektet til samtlige plejecentre og hjemmeplejeenheder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Yderligere detaljer findes i bilag 2. Der kan opstilles følgende tabel over investeringer og effektiviseringer (i 1.000 kr. P/L 2016).

 

2017

2018

2019

2020

2021

2022

Investeringer totalt

2.000

4.160

4.900

2.900

2.900

2.900

Effektiviseringer totalt

 

1.920

3.600

4.800

4.800

4.800

Resultat

-2.000

-2.240

-1.300

1.900

1.900

1.900

 

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der udarbejdes en businesscase, vil forvaltningen arbejde videre med at udarbejde et forslag med henblik på, at den videre udbredelse kan starte fra begyndelsen af januar 2017. Businesscasen vil blive udarbejdet i samarbejde med andre relevante forvaltninger, såfremt de har interesse i dette.

 

               Lars Gregersen 

                                                       /Kim Maskell

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top