Mødedato: 19.04.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

UDSAT: Afdækning af arbejdet med økologikravet på plejecentre

Se alle bilag
Udvalget orienteres om afdækning af eventuelle konsekvenser vedrørende økologikravet på plejecentre som opfølgning på et medlemsforslag.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager notatet ”Afdækning af udfordringer ved at opnå 90 % økologi på plejecentre” til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har i forbindelse med behandling af medlemsforslag den 21. september 2017 bestilt en afdækning af:

Hvorvidt, hvordan og i hvilket omfang økologikravet udgør en udfordring på plejecentrene – herunder, hvordan det udfordrer budgettet på små kontra store enheder – og hvordan de udfordringer kan imødekommes inden for de nuværende rammer.

Medlemsforslaget var blandt andet motiveret af en bekymring for, om det store fokus på økologi har utilsigtede konsekvenser for de ældre borgere på kommunens plejecentre, herunder om det utilsigtet påvirker beboernes livskvalitet.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har derfor foretaget en undersøgelse af spørgsmålet, og resultatet forelægges her udvalget til orientering.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har afdækket plejecentrenes arbejde med at imødekomme kommunens økologikrav. På baggrund af kvalitative telefoninterviews i efteråret 2017 med ledere og medarbejdere fra otte udvalgte plejecentre, tal fra plejecentrenes budgetter og regnskaber, samt indsigter fremkommet ved workshops i starten af 2018, har forvaltningen udarbejdet et notat, der belyser plejecentrenes udfordringer ved at opnå 90 % økologi. Se bilag 1.

Undersøgelsens konklusioner er, at det øgede fokus på økologi påvirker det daglige arbejde på forskellige områder, herunder:

  • Køkkenmedarbejderne oplever større faglig stolthed og et mere fagligt udfordrende arbejde i deres hverdag.

  • Målet om en høj økologiprocent udfordres af hensynet til borgernes ønsker til menuen, idet borgerne ofte ønsker mad/varegrupper, som er dyre at købe økologisk, fx fisk, fjerkræ og større udskæringer af kød.

  • Det øgede fokus på økologi kræver løbende fokus på effektiv drift og mindskning af spild, særligt i forhold til de dyre økologiske varer. Derfor skal der arbejdes tæt sammen med plejepersonalet for at mindske spild.

  • Flere af de adspurgte plejecentre oplever, at arbejdet med at leve op til økologikravet er ressourcekrævende, og at det kan være udfordrende at skulle finde ressourcer til øvrige indsatser på mad-, måltids- og ernæringsområdet, fx produktion af dysfagikost (mad med modificeret konsistens til borgere med nedsat tykke-synke evne (dysfagi)).

  • Manglende opbevaringsplads og fryse-/kølekapacitet udfordrer plejecentrenes løbende planlægning og gør det sværere at sikre en effektiv drift, i forhold til både økologiske og konventionelle varer.

Afdækningen viser ikke en sammenhæng mellem plejecentrenes opnåede økologiprocenter og borgernes tilfredshed med maden eller med den generelle tilfredshed med at bo på de pågældende plejecentre jf. BRUS 2016. (Der anvendes BRUS 2016 for at kunne sammenholde med økologital fra samme år, da økologital for 2017 endnu ikke er tilgængelige).  

Der er heller ikke indikation af, at arbejdet med økologi går ud over pleje og omsorg ift. borgerne, men at arbejdet med økologi for køkkenerne kræver særlige hensyn i forhold til menuplanlægning, indkøb og madproduktion.

Ud fra de økonomiske data, der er til rådighed, er det ikke muligt at give et entydigt svar på, hvorfor nogle plejecentre har lettere ved at opnå en høj økologiprocent end andre. Det vil derfor kræve et mere individuelt tilrettelagt udviklingsforløb at identificere og afhjælpe de barrierer og udfordringer, der er på de enkelte plejecentre.

Udviklingsforløbene ”Madliv København”

Alle kommunens plejecentre gennemgår i 2018-2019 et 18 måneders rådgivnings- og udviklingsforløb, Madliv København, med støtte fra konsulenter fra Meyers Madhus. Forløbet starter med en opstartsworkshop, hvor medarbejdere og ledere på tværs af plejecentre udveksler erfaringer med arbejdet med mad- og måltidsområdet. Herefter skræddersyes og tilpasses udviklingsforløb til det enkelte plejecenters behov. Igennem forløbet understøtter og styrker rådgivere fra Meyers Madhus plejecentrenes arbejde på mad- og måltidsområdet, herunder arbejdet med at leve op til økologikravet.

I 2018 har der været afholdt to opstartsworkshops med deltagelse af 18 plejecentre. Her er deltagerne blevet spurgt til erfaringer og udfordringer med arbejdet med mad- og måltidsområdet.  Deltagerne har med deres tilbagemeldinger bekræftet de resultater, som forvaltningens undersøgelse i efteråret viste.  

Det er forvaltningens forventning, at Madliv København gennem skræddersyede forløb vil kunne give det enkelte plejecenter redskaber til at komme målet om 90% økologi nærmere inden for den nuværende økonomiske ramme, hvis der arbejdes struktureret med en række forudsætninger, herunder:

  • Optimering af fødevareindkøb og madproduktion

  • Samarbejde på tværs af huset

  • Tværfaglighed i køkkenet

  • Optimering af arbejdsgange

  • Plejecentrenes forandrings-mindset

Forvaltningen vil, når udviklingsforløbene er gennemført, se på behovet for yderligere tiltag på baggrund af de tilbagemeldinger, der løbende gives til forvaltningen. Herunder om der er behov for tilførelse af midler til fx køkkenfaciliteter, opbevaring, opkvalificering af personale mv.

Endvidere vil forvaltningen undersøge de forskellige måder, hvorpå beboerne bliver hørt og inddraget omkring mad og måltider samt afprøve nye metoder til feedback fra borgere til medarbejdere i forhold til de serverede måltider.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen planlægger en temadrøftelse om ernæring, mad og måltider, der forventes afholdt i Sundheds- og Omsorgsudvalget i august 2018. Her vil udvalget få lejlighed til at drøfte og prioritere strategiske fokusområder på mad- og måltidsområdet. Her vil endvidere blive præsenteret de yderligere resultater og indsigter, som er fremkommet i arbejdet med Madliv København.  

 

Katja Kayser

                                                 /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev udskudt.
Til top