Mødedato: 29.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til CPH:FORUM

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til CPH:FORUM under CPH:DOX 2015.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 525.000 kr. i tilskud til CPH:FORUM under CPH:DOX 2015, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2015.

Problemstilling

CPH:DOX søger Kultur- og Fritidsudvalget om et ekstraordinært tilskud på 525.000 kr. til restfinansieringen af CPH:FORUM 2015 under CPH:DOX, som ifølge ansøger er en central del af festivalens samlede internationale filmbrancheplatform CPH:INDUSTRY (bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2015.

Løsning

Ifølge ansøger har CPH:DOX i løbet af de seneste fem år udviklet sig fra at være en lokal filmfestival for kommunens borgere til i dag at høre til blandt verdens største internationale dokumentarfilmfestivaler med et stort og voksende internationalt marked.

Den internationale platform er i løbet af de sidste fem år udviklet samt finansieret med støtte fra henholdsvis EU-støtteprogrammet Creative Europe, Nordisk Film & TV Fond og Det Obelske Familefond. Støtte fra sidstnævnte har været genansøgt i flere omgange, men ved udgangen af 2014 udløb det endeligt efter fire år.

CPH:DOX har i perioden 2014-2015 derfor arbejdet på at finde en alternativ finansieringsform, bl.a. via Kulturministeriets midler, Regionen, DFI, DR, hvilket på ansøgningstidspunktet endnu ikke er lykkes for ansøger.

Ansøger oplyser, at hvis det ikke lykkes at opnå den ansøgte restfinansiering fra Københavns Kommune, at den allerede bekræftede finansiering vil bortfalde, og at festivalen derfor vil stå med en alvorlig udfordring. Ansøger er også i fortsat dialog med andre relevante bidragsydere med henblik på dækning af den manglende restfinansiering.

International strategi
Parallelt med festivalen afvikles den professionelle brancheplatform CPH:INDUSTRY, der består af CPH:FORUM, CPH:MARKET, samt en international talentudviklingsplatform CPH:LAB og VT:LAB. De internationale brancheaktiviteter har ifølge ansøger til bl.a. til formål at:

  • udvikle og støtte målrettet arbejde for at skabe vilkår og nye muligheder for danske film- og medieiværksættere
  • styrke Danmarks førerposition som verdens bedste dokumentarfilm nation
  • sikre turismeøkonomisk effekt, der er direkte afledt af en meromsætning fra de internationale branchedelegerede. I 2014 var der samlet 777 internationale brancherelaterede, der vurderes at have tilført en turismeøkonomisk effekt på 7 mio. kr.
  • sikre en international presseomtale af København og Regionen, der er med til at brande Greater Copenhagen positivt i internationale medier
  • at blive verdens største dokumentarfilmfestival

CPH:INDUSTRY:
Er et internationalt filmbranchemarked med fokus på talentudvikling, finansiering samt køb og salg af dokumentarfilm. Platformens hovedaktiviteter består af et internationalt finansieringsforum, hvor film- og medieproducenter samt kreative udviklere inviteres til at forelægge deres endnu ikke-finansierede projekter for en udvalgt gruppe af 400 internationale investorer, filmfonde, tv-stationer, fonde mv. 

CPH:FORUM:
En vigtig del af dette forum er ifølge ansøger 1-1 møder mellem deltagende projekter og støttegivere, og i 2013 havde 78% af de forelagte projekter underskrevet kontrakter inden for fire måneder. Alle deltager gav ifølge ansøger udtryk for, at CPH:FORUM havde sikret dem møder med vigtige personer og organisationer ift. at realisere deres projekter.

Budget
Budgettet er på 1.380.000 kr. Der er modtaget 675.000 kr. i støtte fra Creative Europe, 180.000 kr. fra Nordisk Film og TV Fond. Tilskudsbehovet er herefter 525.000 kr., som søges dækket af Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskudet og målbare succeskriterier.


Carsten Haurum

                                                                            /Mads Kamp Hansen


Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde en underskudsgaranti på 350.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Til top