Mødedato: 29.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst), driftstilskud 2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra CAMP om tilskud til drift af udstillingssted i 2016.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag til CAMP på ansøgning om et tilskud på 500.000 kr. til drift af udstillingssted i 2016, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

CAMP søger Kultur- og Fritidsudvalget om 500.000 kr. til drift i 2016 (se bilag 1).

Løsning

CAMP beskriver sig som et nonprofit udstillingssted for kunst, der diskuterer spørgsmål om fordrivelse, migration, indvandring og asyl. De førnævnte emner er udgangspunktet for CAMP's tre årlige udstillinger, som præsenterer både store internationale navne og mindre etablerede kunstnere, fortrinsvis med flygtninge - eller migranterfaring.

Ud over at være et udstillingssted er det også CAMP's intention at være en platform, hvor migranter og ikke-migranter, flygtninge og ikke-flygtninge mødes og udveksler erfaringer.

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede den 25. juni 2015 150.000 kr. til to af CAMP's udstillinger i 2015.

CAMP har lagt et udstillingsprogram, som løber til udgangen af 2017 (bilag 2). I følge CAMP forventer man "at komme i hus med vores udstillingsprogram indholds- og fundraisingmæssigt", og det er den daglige drift af udstillingsstedet, som der søges støtte til i Kultur- og Fritidsudvalget.

De samlede driftsudgifter er i følge budgettet 695.000 kr. i 2016 og dækker udgifter til primært løn og lokaler.

CAMP er i dialog med Center for Kultur og Udvikling om at søge en toårig rammebevilling for 2016-2017. I budgettet er denne rammebevilling angivet til at være 195.200 kr. pr. år.

Om CAMP og Trampolinhuset
Den daglig ledelse af CAMP består af Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen (Kuratorisk Aktion). Udstillingsstedet ligger på Bispebjerg i Trampolinhuset. Trampolinhuset er et uafhængigt medborgerhus i Københavns Nordvest-kvarter, hvor flygtninge og asylansøgere i Danmark kan finde støtte, fællesskab og formål. Trampolinhuset er blandt andet finansieret af Udlændingestyrelsen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet med målbare succeskriterier.

Carsten Haurum 

                                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2015:

Der blev begæret afstemning om et af Rikke Lauritzen stillet forslag om, at der ydes et tilskud på 500.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Neil Bloem, Rikke Lauritzen og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et flertal (Rune Dybvad, Simon Strange, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Heidi Wang) stemte imod.

Forslaget blev dermed forkastet.
Til top