Mødedato: 19.06.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kultur- og Fritidsaktiviteter i beboerhus i Carlsberg Byen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt en kommunal medfinansiering af Carlsberg Byens beboerhus skal henvises til forhandlingerne om Budget 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af etablering, drift og deponering af

    lokaler i Carlsberg Byens beboerhus til forhandlingerne om Budget 2020.

Problemstilling

Der vil ifølge befolkningsprognosen bo ca. 12.000 københavnere i Carlsberg Byen og omkringliggende områder i 2030. Indbyggertallet for Vesterbro som helhed vil, ifølge befolkningsprognosen, vokse med ca. 33 pct. frem mod 2030. Af denne befolkningstilvækst forventes en stor andel at være unge og børnefamilier.

Carlsberg Byen bygges stort set uden offentligt tilgængelige kultur- og fritidsfaciliteter, udover Dansehallerne, og udviklingen af den nye bydel forventes derfor at lægge yderligere pres på faciliteterne på Vesterbro, som i forvejen er pressede. Samtidig er der behov for at knytte det gamle Vesterbro sammen med den nye bydel gennem mødesteder og aktiviteter.

Carlsberg Byen P/S er, i henhold til lokalplanen for Carlsberg Byen, i gang med at indrette et beboerhus med fællesfunktioner for de nye beboere i en tidligere administrationsbygning i Carlsberg Byen på Vesterfælledvej (Bilag 1). Kultur- og Fritidsforvaltningen og Carlsberg Byen P/S er i en konstruktiv dialog om mulighederne for at samarbejde om fremtidige kultur- og fritidsaktiviteter i beboerhuset.  

Løsning

Medfinansieringen til etablering, drift og deponering af lokaler i Carlsberg Byens beboerhus skal understøtte samarbejdet med Carlsberg Byen om at skabe flere muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter til gavn for både Carlsberg Byens beboere og resten af byens borgere - især borgerne på Vesterbro.  

I henhold til lokalplanen for Carlsberg Byen, skal der anvendes 1 % af det samlede boligareal på at etablere fælles beboerlokaler. Dette tilvejebringes i den tidligere administrationsbygning, hvor der i øvrigt indrettes boliger i de øverste etager. Carlsberg Byen skal overdrage bygningen til en kommende grundejerforening. Størrelsen på beboerhuset er ca. 1.800 m2.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Carlsberg Byen er i øjeblikket i dialog om mulighederne for et samarbejde. Målet er at tilbyde rammer for kulturhusaktiviteter og folkeoplysende aktiviteter, der er til gavn for både Carlsberg Byens beboere og lokalområdet. Huset planlægges indrettet til at rumme både åbne værksteder og foreningsdrevne aktiviteter.

Forslag til indretning af lokaler i beboerhuset

I denne forbindelse drøftes fælles brug af lokalerne, samt hvordan lokalerne kan indrettes, med henblik på at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan drive kulturaktiviteterne. Der er indtil videre drøftet muligheden for aktiviteter i stueetagen og brug af mødelokaler på 1. sal. Arealerne skal kunne bruges til kulturhusaktiviteter og folkeoplysende aktiviteter fx SpilLAB, krea-værksted med fokus på tekstiler samt foredrag og "bløde" aktiviteter. Desuden ønskes der adgang til et anretterkøkken. Den konkrete udformning skal ske i dialog med lokaludvalget m.fl.      

Den nærmere indretning aftales i næste fase. Desuden drøftes afklaring af brugsaftale og driftsmodel samt en kvalificering af projektets økonomi.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår at placere aktiviteter i beboerhusets lokaler mandag til torsdag året rundt. Der vil, i så fald, være adgang til aktiviteterne for både Carlsberg Byens beboere og borgere fra det øvrige København mandag-torsdag, og kun for Carlsberg Byens beboere fredag-søndag.

Økonomi

Et foreløbigt skøn peger på, at etableringsomkostningerne for indretning af lokalerne til de omtalte aktiviteter ligger i omegnen af 2,0 mio. kr.

Med afsæt i Byens Hus i Ørestad Syd vurderes det foreløbigt, at der derudover skal afsættes i størrelsesordenen 10-20 mio. kr. til deponering. Dette er et lovkrav ved indgåelse af lejekontrakter med eksterne udlejere. De årlige driftsudgifter for Københavns Kommune er foreløbigt skønnet til 2,0 mio. kr. på baggrund af erfaringerne fra arbejdet med Byens Hus.

Estimaterne er indledende og skal kvalificeres frem mod forhandlingerne om Budget 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med Carlsberg Byen P/S, videre med konkretisering af indhold og økonomi med henblik på, at forslaget kan indgå i forhandlingerne om Budget 2020.

 

Mette Touborg  /

                             Mads Kamp Hansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top