Mødedato: 06.02.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Business case til Investeringspuljen – Ekstra jobsamtale til kontanthjælpsmodtagere

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender business casen ’Tidlig ekstra samtale til jobparate kontanthjælpsmodtagere’ (bilag 1) til Investeringspuljen.

2. at finansieringen af casen indgår i forhandlingerne for Overførselssagen 2017.

 

Problemstilling

Med Budget 2016 er det besluttet at iværksætte en ny strategi: ’Smarte investeringer i kernevelfærden’. Strategien har til formål at implementere ny teknologi og udvikle medarbejderne i Københavns Kommune. Investeringerne skal desuden føre til effektiviseringer. Strategien er videreført i Budget 2017.

I Budget 2017 indgik endvidere en hensigtserklæring om at afsøge mulighederne for at nedbringe udgifterne til overførsler, såfremt antallet af sager pr. sagsbehandler reduceres (jf. H17, Budget 2017).

 

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har som led i udmøntningen af ovenstående hensigtserklæring udarbejdet en business case vedrørende ’Tidlig ekstra samtale til jobparate kontanthjælpsmodtagere’, som giver en potentiel besparelse på overførselsrammen (som også er nævnt i indstillingen om indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere, som blev behandlet på mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 24. oktober 2016).

Med forslaget tilføres jobcentret flere sagsbehandlere, som muliggør, at der kan afholdes flere jobsamtaler. Formålet med indsatsen er dels at forkorte den gennemsnitlige ledighed for de berørte ledige borgere, dels tidligt i forløbet at kunne målrette den efterfølgende aktiveringsindsats.

Tidligere undersøgelser viser, at ekstra samtaler har en positiv effekt på at forkorte ledighedslængden. Det kontrollerede forsøg ’Hurtigt i Gang 2’ viste, at den gennemsnitlige ledighed for dagpengemodtagere kan forkortes med helt op til 1,3 uger.

Se bilag 1 for en detaljeret beskrivelse af casen.

 

Økonomi

Indsatsen betyder, at der skal afholdes udgifter til ekstra samtale med nytilmeldte jobparate kontanthjælpsmodtagere. Jobcenter København modtager ca. 5.000 nytilmeldte jobparate kontanthjælpsmodtagere årligt, som vil være i målgruppen for tilbuddet. Da en samtale koster ca. 400 kr. at gennemføre, giver dette en samlet udgift på ca. 2 mio. kr. om året.

Den tættere dialog med borgeren forventes at medføre en forkortelse af den gennemsnitlige varighed på ydelse for de omfattede kontanthjælpsmodtagere på 2 dage. Dette svarer til en reduktion i overførselsudgifterne på ca. 2,7 mio. kr. årligt. Efter afslutningen af forsøget forventes der endvidere at være en marginal varig resteffekt svarende til ca. 0,2 mio. kr. årligt.

Forslagets samlede økonomiske konsekvenser fremgår af tabellen.

 

Tabel 1. Økonomiske konsekvenser ved business casen

1.000 kr. 2017 p/l

Styrings-område

2017

2018

2019

2020

Varige ændringer

Reducerede ydelsesudgift i forbindelse med kortere ledighed

Overførs-ler

-1.350

-2.700

-2.700

-200

Samlet varig ændring

 

-1.350

-2.700

-2.700

-200

 

Implementeringsomkostninger

Ekstra samtale/intensiveret screeningsforløb

Service

1.000

2.000

2.000

 

Samlede implementeringsomkostninger

 

1.000

2.000

2.000

 

 

Samlet økonomisk påvirkning

 

-350

-700

-700

-200

 

Tilbagebetalingstid baseret på serviceeffektivisering

-

 

 

 

 

Tilbagebetalingstid baseret på totaløkonomi

1

 

 

 

 

 

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender business casen, indgår den i forhandlingerne i forbindelse med Overførselssagen for 2017, jf. beslutning i Budget 2017 om at investeringscases fremover fremlægges i forbindelse med Overførselssagen og budgetforhandlingerne.

Business casen vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen når Overførselssagen for 2017 vedtages.

 

Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet bad forvaltningen om at lave en genberegning i form af en business case til udvalgsmødet den 7. marts, der skal se på effekten af at mindske sagsbehandlernes sagsstammer i forhold til at få flere ledige i job.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top