Mødedato: 27.08.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Bynatur

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø og Plan arbejdsgruppen indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen

2. At Amager Øst Lokaludvalg godkender bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modatet "Bynatur i København 2015-2025" i høring. Høringsfristen er den 28. august 2015.

Ifølge prognoserne vil Københavns befolkningstal vokse med mere end 100.000 borgere frem mod år 2025. Det betyder at vi bliver flere københavnere og byen bliver tættere. Men København skal stadig være en grøn by med et stort udbud af parker og naturområder, gadetræer, grønne gårdhaver og rige naturoplevelser for Københavnerne. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet en strategi for Bynatur i København. Med strategien ønskes det, at der skabes de bedste rammer for, at København bliver en endnu grønnere by – også selv om byen bliver tættere og vi bliver flere københavnere. 

Strategien skal sikre, at der kommer flere træer langs gaderne, flere grønne gårdhaver og mere bynatur på byens tage. Der, hvor bynaturen allerede findes, skal den plejes og forstærkes, så de naturoplevelser, som københav­nerne efterspørger, forstærkes. Bynatur skal i denne sammenhæng forstås som et samlet begreb, der dækker over alle byens naturområder, parker, kirkegårde, grønne byrum, grønne gader, søer og vandløb samt alle de dyr og vækster som lever i byen.

Strategien er bygget op omkring fire temaer. Hvert tema indeholder et politisk pejlemærke, to mål og en række konkrete handlingsorienterede indsatser som Københavns Kommune skal igangsætte frem mod år 2025. Strategien fastlægger således konkrete effekter, mål, indsatser og rammer, der er nødvendige for at opnå visionen om at skabe mere bynatur i København.

Temaer:

Bynatur i byudviklingen:

Dette tema omfatter alle de arealer, som er udlagt til byudviklingsområder i Københavns Kommunes kommuneplan 2015. Arealmæssigt udgør byudviklingsområderne ca. 6 % af byens samlede areal.

Bynatur på Kommunal areal:
Dette tema omfatter alle de arealer i København, som ejes af Københavns Kommune eksklusiv de kommunale grønne områder. Det omfatter alt fra børnehaver, skoler, plejehjem, kommunale veje og pladser til kontorbygninger og mandskabsbygninger. Københavns Kommunes arealer omfatter ca. 18 % af byens samlede areal.

Bynatur på ikke-kommunal areal:
Dette tema omfatter alle de arealer i København, som ikke ejes af Københavns Kommune. De ikke-kommunale arealer omfatter f.eks. almennyttige boliger, private villaer, andelsboligforeninger, statens arealer, virksomheder m.m. De ikke-kommunale arealer udgør ca. 57 % af byens samlede areal. 

Bynatur på Kommunale grønne områder:
Dette tema omfatter alle Københavns Kommunes grønne områder, herunder parker, naturområder, kirkegårde, strande og grønne byrum samt de søer og vandløb som ligger i de pågældende områder. De kommunale grønne områder udgør ca. 17 % af byens samlede areal.

Løsning

Borgerdialog:
Amager Øst Lokaludvalg har i samarbejde med Miljøpunkt Amager lavet følgende borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med høringen. 

Dialog med deltagere til cykel pit stop 26. juni - efterfølgende har op imod 60 personer udfyldt postkort med input til et eller flere af strategiens temaer.

Pop up event onsdag den 12. august på Lergravsvej. Der var direkte dialog med op imod 150 borgere hvoraf mere end 20 udfyldte postkort med direkte input til høringen. Evaluering af eventen er bilagt denne indstilling.

Milljø- og Plan arbejdsgruppen har drøftet høringen på dets møde den 12. august, og har på den baggrund udarbejdet bilagte udkast til høringssvar, som lokaludvalget bedes drøfte og godkende. Input fra den lokale dialog proces er indskrevet i høringssvaret.

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.

Iben Lindemark stillede ændringsforslag om af afsnittet "nye veje" udgik fra høringssvaret.

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.


For ændringsforslaget stemte:
Nicki Brøckner, Ib Wendrup, Iben Lindemark, Sten Olesen, Käte Hommelgaard, Jens William Grav, Ole Pedersen.  

Imod ændringsforslaget stemte:
Rune Solvang, Karl Vogt-Nielsen, Lars Berg Schovsbo, Carsten Sahl Mortensen, Svend Åge Sørensen, Randi Sørensen, Jan Kyrsting, Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Melgaard.

Følgende undlod at stemme:
Phie Ambo, Sten Lykkebo, Michael Bagge Kuehn, Martin Hein, Bruno Jacobsen.

Ændringsforslaget blev forkastet.

Høringssvaret blev derefter godkendt uden afstemning.
Til top