Mødedato: 23.05.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Supplerende funktionskrav for borgere med erhvervet hjerneskade og konsekvens for antal pladser på botilbud Sluseholmen

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Der er behov for, at Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager stilling til en justering af det oprindelige projekt vedr. det planlagte botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmen.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at funktionskrav, krav til etablering af internt dagtilbud og krav til kælder justeres for det planlagte botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmens byggefelt P1.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Med budgetaftale 2023 blev der bevilget 2 mio. kr. i planlægningsmidler til etablering af et botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmen[1]. Botilbuddet udgør en modernisering af pladser til målgruppen gennem nybyg.

I budgetnotatet (bilag 1) blev angivet, at botilbuddet forventedes at kunne rumme mellem 64-71 pladser. Dette spænd blev anført, da der blev taget afsæt i generiske principper vedr. målgrupperne borgere med sindslidelse og udsatte voksne i volumenstudiet for målgruppens behov, omend målgruppen for botilbuddet var borgere med erhvervet hjerneskade. Baggrunden var, at det var det mest sammenlignelige udgangspunkt, der var tilgængelig på det tidspunkt. Socialforvaltningen var derfor klar over, at der var en øget risiko for, at kravene skulle justeres undervejs i planlægningsfasen. Derfor blev det også i risikoafsnittet for budgetsagen indskrevet, at det som led i planlægningsfasen mere præcist skulle afdækkes, hvor mange pladser der vil kunne indpasses på rådighedsarealet.

I budgetnotatet fremgik det desuden, at de nuværende dagtilbudspladser på Lions Kollegiet fremover skulle etableres andetsteds, da det ikke var forventningen, at der ville være tilstrækkelig plads på Sluseholmen.

Det er nu blevet klart, at funktionskravene ikke er tilstrækkelige for målgruppen med senhjerneskade. Der er derfor behov for a) at antallet af kvm. pr. plads til en borger med erhvervet hjerneskade øges, da deres pleje- og genoptræningsbehov er større end forvaltningens øvrige målgrupper, og b) at der etableres et internt dagtilbud i botilbuddet, da nogle borgere ikke vil kunne have gavn af et eksternt dagtilbud, da hensynet til borgernes rehabilitering gør, at transportaktivitet skal holdes på et minimum. Etablering af en kælder vil i forlængelse heraf være afgørende for antallet af boliger, da placering af teknikarealer i en kælder vil frigive plads til boliger på de øvrige etager.

De nye funktionskrav samt kravet om et internt dagtilbud har betydning for hvor mange botilbudspladser, det er muligt at bygge på grunden, hvorfor Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges sagen.

Løsning

Målgruppen til botilbuddet for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmen er plejekrævende og har behov for plads til genoptræning og flere hjælpemidler, hvilket medfører et øget behov for flere kvm. pr. plads ift. de generiske principper, det oprindelige volumenstudie tog udgangspunkt i.

I nedenstående oplistes funktionskrav, som afviger fra det oprindelige volumenstudie:

  • Kvalitetsløft vedr. sikkerhed og tilgængelighed bl.a. i form af bredere gange for så vidt angår krav ift. sengeevakuering i tilfælde af brand, bredere døre, hæve-/sænkehåndvaske, arbejdsmiljø o. lign.
  • Bårebadningsfaciliteter i nogle af baderummene, hvilket vil øge størrelsen på badeværelserne og dermed boligstørrelsen
  • Større fællesarealer som følge af, at mange i målgruppen bruger elektrisk kørestol
  • Et øget antal kontorer og andre personalefaciliteter som følge af at målgruppen kræver en højere personalenormering
  • Behov for træningsrum med bl.a. gangtræningsmaskine, gulvplads til balance- og koordinationsøvelser, styrketræningsmaskiner mv.
  • Behov for træningskøkken til genoptræning af borgerne til at kunne føre et mere selvstændigt liv
  • Snoezelrum (særligt indrettet sanserum) og sansehave til stimulering af borgernes sanser
  • Behov for et internt dagtilbud med 16 heldagspladser indeholdt i botilbuddets bygning til en mindre del af borgerne, som ikke vil kunne profitere af eksterne faciliteter

På baggrund af målgruppens funktionskrav og behovet for et internt dagtilbud har den eksterne rådgiver vurderet, at botilbuddet på Sluseholmen vil kunne rumme op til 64 boliger til målgruppen. De op til 64 pladser afhænger af, at der etableres en kælder i bygningen, da placering af teknikarealer, depotrum mv. i en kælder i bygningen vil frigive plads til boliger. Etableres der ikke en kælder, vil det mulige antal boliger potentielt være op til 10 pladser færre.

Det er Socialforvaltningens vurdering, at de 64 pladser dækker behovet som erstatning for det aktuelle tilbud på Tuborgvej.

Økonomi

Projektet vil kunne fortsætte uden nævneværdige forsinkelser, og der vil være begrænsede omkostninger til genopstart af sagen hos ekstern rådgiver.

Det arbejde, som allerede nu er udført af den eksterne rådgiver i byggeprojektet, vil kunne anvendes direkte i den videre planlægning af et botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmen. Da projektets anlægsestimat vurderes at være højere som følge af den ændrede bestilling og særligt det forhold, at der etableres kælder, skal der dog søges om supplerende planlægningsmidler samt tilhørende måltal til budget 2024. Der vil samtidig kunne ansøges om tidligt anlæg ifm. budgetforhandlingerne 2024 og tilhørende måltal samt supplerende anlægsmidler ifm. Overførselssagen 2023-2024. Hvis der ikke afsættes supplerende planlægningsmidler ifm. budgetforhandlingerne 2024, vil de forbrugte planlægningsmidler ikke kunne anvendes, og der vil skulle søges en helt ny planlægningsbevilling til et nyt projekt.

Ændringerne i bestillingen medfører, at anlægsøkonomien pr. plads vil være dyrere end forudset. Særligt vil følgende være fordyrende:

  • Prisen pr. bolig vil være højere både pga. et øget antal kvm. pr. bolig samt pga. kvalitetsløft ift. sikkerhed, brandkrav og tilgængelighed.
  • Ved at tilvælge kælder bliver byggeriet dyrere pga. de ekstra kvm. Dertil kommer økonomi til særlige tiltag ift. kælderbyggeri på den specifikke grund (risiko for vandindtrængning mv.)
  • Ved forsinkelser må det forventes, at der vil skulle søges byggetilladelse efter 1. januar 2025, hvorved krav til bæredygtighed skærpes. Dette er fordyrende, men til gengæld vil co2-aftrykket blive lavere.
  • Dagbod til grundsælger ved forsinket aflevering af byggeri er ca. 0,2 mio. kr. pr. måned.

Forventningen er, at den samlede anlægsøkonomi vil beløbe sig til mellem 250-280 mio. kr., anlægsøkonomien blev ifm. bevillingen i budget 2023 vurderet til 215-250 mio. kr. Prisen pr. bolig vil med den nye vurdering være 3,6-4,1 mio. kr. ved 64 boliger (ekskl. arealer til serviceerhverv samt dagtilbud).  

Videre proces

Sagen forelægges Økonomiudvalget den 23. maj 2023 og Borgerrepræsentationen den 1. juni 2023.

 

Mikkel Boje

                                          / Anders Johannes Kristensen

 


[1] I Overførselssagen 2016-17 blev desuden afsat 2,1 mio. kr. til modernisering og helhedsrenovering af Lions Kollegiet. Da pladserne moderniseres gennem nybyg på Sluseholmen, er midlerne overført til projektet.

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at funktionskrav, krav til etablering af internt dagtilbud og krav til kælder justeres for det planlagte botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade på Sluseholmens byggefelt P1.

 

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2023

 

Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Fra Socialforvaltningen deltog kontorchef Anders Johannes Kristensen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 44: Supplerende funktionskrav for borgere med erhvervet hjerneskade og konsekvens for antal pladser på botilbud Sluseholmen (2023-0096633)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top