Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. oktober 2004

 

 

Sager til drøftelse

 

20.      Løsning af Rigshospitalets parkeringsproblemer

 

BTU 491/2004  J.nr. 319.0014/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter

om følgende forslag til løsning af parkeringsproblemer ved Rigshospitalet skal gennemføres i lyset af den fremlagte parkeringsstrategi:

"følgende veje omkring Rigshospitalet: Juliane Maries Vej og Frederik Vs Vej, nedklasses til private fællesveje og arealerne henlægges til Rigshospitalets ejendomme.

Udgifterne til overtagelse af arealerne afholdes af Rigshospitalet. Rigshospitalet overtager den fremtidige vedligeholdelse."

 

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning den 5. maj 2004

Sagen blev udsat.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 1. september 2004

Sagen blev udsat.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen pålagde på sit møde den 12. juni 2002 Bygge- og Teknikforvaltningen i samarbejde med Rigshospitalet at finde løsninger på de P-problemer, som hospitalets ledelse påpeger.

Ovennævnte indstilling er forvaltningens forslag til gennemførelse af Borgerrepræsentationens beslutning. Rigshospitalets direktion er enig i forslaget. Vedtages indstillingen vil Rigshospitalet have mulighed for at etablere sin egen P-ordning på de ovennævnte veje. Ordningen vil dog skulle godkendes af såvel vejmyndighed som politiet.

Sagen var på dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 5. maj og den 1. september 2004, men blev udsat.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen pålagde på sit møde den 12. juni 2002 Bygge- og Teknikforvaltningen i samarbejde med Rigshospitalet at finde løsninger på de P-problemer, som hospitalets ledelse påpeger.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen har i forlængelse heraf drøftet mulige løsningsforslag med Rigshospitalets direktion og endvidere forespurgt Trafikministeriet ved Vejdirektoratet om hvilke løsningsmuligheder, der forvaltningsmæssigt kan anvendes og hvilke betingelser, der skal opfyldes i forbindelse med de enkelte løsningsmodeller.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen anser herefter nedklassificering af Juliane Maries Vej og Frederik Vs Vej langs Rigshospitalet fra offentlig vej til privat fællesvej efter lov om offentlige veje § 90 som den løsning, der videst muligt imødekommer Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen finder, at de nævnte veje må opfattes som veje, der fungerer som en integreret del af det interne trafiksystem på Rigshospitalets område.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

 

Bygge- og Teknikforvaltningen har ikke været i stand til at finde alternative løsningsmuligheder som både tilgodeser vejlovgivningens krav og Rigshospitalets interesser.

 

Økonomi

Nedklassificeringen betyder, at Rigshospitalet som nabo til vejene er forpligtet til at varetage den fremtidige vedligeholdelse og Københavns Kommune slipper for den tilsvarende.

 

Miljøvurdering

Forslaget skønnes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

Høring

Denne indstilling har været drøftet med Rigshospitalets direktion, som har foretaget rundspørge hos de øvrige ejendomsbesiddere i området. Der er vedlagt et brev fra de pågældende. Der foreligger endvidere en udtalelse fra Økonomiforvaltningen (vedlagt).

 

Andre konsekvenser

Forslaget indebærer, at Rigshospitalet gennem skiltning og på anden relevant måde tydeliggør, at der er tale om private fællesveje.

Med hensyn til den fremtidige anvendelse af de private fællesveje til parkeringsformål, kan Rigshospitalet vælge at indføre egen P-ordning. Denne vil dog skulle godkendes af såvel politiet som vejmyndigheden.

 

Nedklassificering af de to nævnte veje til private fællesveje vil ikke medføre øget byggeret for Rigshospitalet.

 

Forvaltningen skal afslutningsvis henlede opmærksomheden på, at det i forvaltningens oplæg til parkeringsstrategi anbefales at kommunen overtager alle private fællesveje inden for Jagtvejslinien og et tilsvarende område på Amager. Såfremt forvaltningens forslag til parkeringsstrategi følges, kan det blive vanskeligt at begrunde at Københavns Kommune samtidigt tilbyder Rigshospitalet at overtage de to offentlige veje – Juliane Maries Vej og Frederik Vs vej – til parkering forbeholdt Rigshospitalet.

 

BILAG VEDLAGT

·       Brev fra HS / Rigshospitalet af 20. august 2003

·       Vejdirektoratets brev af 24. januar 2003

·       Økonomiforvaltningens brev af 19.12.2003

Udsendt med dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 5. maj 2004.

 

 

Ole Bach