Søg

Kampagne mod lommetyveri: Pickpockets love distractions

Her finder du tre gode råd til, hvordan du reducerer risikoen for lommetyveri.

Pickpockets love distractions

Har du oplevet at miste din telefon, pung eller fået afluret din pinkode af en tyv? Det er der desværre mange, der gør i København. Og det sker ofte, når vi bliver distraherede. Derfor gennemførte Københavns Kommune i uge 22-23 kampagnen ’Pickpockets Love Distractions’. Kampagnen skulle gøre alle jer københavnere og de mange turister, der besøger vores by, opmærksomme på, hvordan I undgår at blive mål for lommetyvene.

For at reducere risikoen for at blive offer for lommetyveri, er her tre gode råd:

Vær opmærksom på dine ting, når du står blandt mange mennesker

Placer din telefon og pung et sikkert sted

Dæk altid din pinkode, når du betaler med kort

Hvem skal passe ekstra på lommetyvene?

Det er særligt unge københavnere mellem 18-30 år og turister, der bliver bestjålet. Netop de grupper, der bruger byen meget og befinder sig i gade- og bylivet. Særligt i sommervarmen, hvor vi ofte færdes i byens gader og er optagede af arrangementer eller hinanden, har lommetyvene let spil.

Hvor er risikoen for at få tømt lommerne størst?

I dagtimerne i større trafikknudepunkter som Hovedbanegården og Nørreport Station.

Nat og morgen til lørdag og søndag i Indre By, når unge har det sjovt eller går berusede hjem fra byen.

Festivaler og begivenheder som Distortion og 1. maj, hvor mange mennesker er samlet om kulturelle og festlige begivenheder.

Om ’Pickpockets Love Distractions’

Kampagnen er Københavns Kommunes største satsning mod lommetyveri indtil nu, og den understøtter Københavns Politis indsats. Kampagnen er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Kommune og Københavns Politi. Mange af byens vigtige aktører bakker op fx Distortion, DSB, Natteravnene og 7ELEVEN.

Kontakt

Center for Byudvikling

Rådhuspladsen 1

1550 København V