Arkivnyhed - kan være forældet

Youtubere tager kampen op mod online mobbere i København

31.10.2017
Fem kendte youtubere sætter sammen med Københavns Kommune fokus på online mobning. Målet er at få unge til at tale ordentligt til hinanden.

”Bip, bip”. En besked eller notifikation fra instagram burde være helt uskyldig, men for mange børn og unge giver lyden dem en knude i maven. For hver fjerde mellem 9 og 16 år har oplevet en eller anden form for online mobning inden for det seneste år.

Derfor går Københavns Kommune og initiativtager Louise Juhl nu i front i kampen mod online mobning i en ny kampagne som skal nå børn og unge der, hvor de selv er – på youtube.

”Kampen mod mobning fortsætter, og nu sætter vi fokus på online mobning. Vi har valgt at bruge nogle unge, som de unge selv kender og kan spejle sig i. Sammen med de mange dygtige lærere på de københavnske skoler, kan de være med til at sprede det gode budskab. Jeg er utroligt taknemmelig for dette frivillige initiativ, der har startet kampagnen. Vi kunne i kommunen godt arbejde med at gribe flere frivillige initiativer, for der sidder så mange, dygtige ildsjæle derude,” siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

Fem unge youtubere har valgt at stille op og fortælle om deres oplevelser med mobning i en række videoer på kanalen DET ER FEDT. Det er youtuberne Anna Briand og Emil og Mikkel fra TrierGaming, der til sammen har over 187.000 følgere, og de to, unge upcoming youtubere Caroline KB og Valdemar fra MinerValle.

I en række videoer fortæller de fem unge om deres egne erfaringer med mobning, både når de selv er blevet mobbet, men også når de har gjort noget, der ikke var i orden, og hvad man kan gøre for at komme online mobning til livs.

Nonstop mobning

Mens fysisk mobning ofte stopper ved slutningen af skoledagen, fortsætter online mobning døgnet rundt, alle ugens dage. Den mobbede får derfor ikke nogen pause fra sine mobbere.

Det er Louise Juhl, der til dagligt arbejder som marketing- og kommunikationschef for Copenhagen Capacity, der har taget initiativet til kampagnen. Det gjorde hun efter, at hendes søn Valdemar, der står bag MinerValle, ønskede at starte sin egen youtube-kanal.

”Jeg så, hvor hårdt et miljø det er. Det er ikke altid, at man som forælder har indsigt i den verden, så jeg valgte at tage en aktiv rolle. Jeg skal derfor se alle kommentarer og svar, han får på sine videoer, og jeg ser alle videoer, inden de bliver postet,” siger hun.

Drengene bag TrierGaming var de første, der kom med. Louise Juhl kontaktede dem i forbindelse med sit arbejde.  Hun blev overrasket hvor store de to drenge var på youtube.

”Efter at have mødt dem, gik det op for mig, at det var netop sådan nogle som dem, vi skulle bruge for at nå de unge i en kampagne mod online mobning. De kender til det og kan tale til de unge i øjenhøjde,” siger Louise Juhl.

Mikkel og Emil fra TrierGaming var ikke et sekund i tvivl om, at de gerne ville være med i en kampagne for at stoppe online mobning.

"Som youtubere er vi meget bevidste om vores status som rollemodeller. Derfor føler vi et stort ansvar over for vores målgruppe, som primært er de 7-12-årige, som er let påvirkelige. Ved at gå forrest som et godt eksempel og opfordre til god opførsel på de online medier, håber vi at kunne være med til at skabe en bedre atmosfære online, hvor folk opfører sig ordentligt overfor hinanden,” siger de.

Alle videoer i forbindelse med kampagnen og materiale til skoler kan findes på kampagnens youtube-kanal DET ER FEDT.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.