Veteraner møder virksomheder på Københavns Rådhus

20.09.2019
Den 20. september lagde Københavns Rådhus lokaler til et jobmatch-arrangement for veteraner.

Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har inviteret tidligere udsendte fra forsvaret til et jobmatch-arrangement, hvor de får mulighed for at møde virksomheder til en uforpligtende samtale om job. Arrangementet er en del af en større indsats, som skal skabe job til veteraner.

En række virksomheder som Post Nord, Falck, Salling Group og Københavns Kommune har meldt deres ankomst til arrangement på Københavns Rådhus. Det er virksomheder, som har sagt ja til at møde veteraner for at se, om der er grobund for en ansættelse. I alt ti virksomheder møder op, og flere er der ikke plads til.

”Vi kunne godt have fået flere virksomheder med for interessen er der, men for at skabe en atmosfære, hvor der er god tid og ro, har vi valgt at sætte en begrænsning på ti,” siger Ea Nielsen, kommunikationschef hos videns- og netværkshuset Cabi og projektleder for Veteraner i job – fra brændpunkt til beskæftigelse.

Veteraner i job – fra brændpunkt til beskæftigelse er en landsdækkende indsats, der skal skabe job til veteraner, som befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesborgmester har lanceret veteranudspil

Københavns beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ser jobmatch-arrangementet som led i et større veteranudspil fra hendes side, der skal styrke indsatsen for veteranerne i Københavns Kommune.
”Vi ved, at et job er en vigtig forudsætning for at få et solidt fodfæste i tilværelsen, når veteranerne vender hjem. Derfor er det så vigtigt, at vi kan tilbyde en arbejdsplads til alle veteraner, som søger et civilt job, og samtidig tage de hensyn, som er nødvendige for dem, der har fysiske eller psykiske krigsskader”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har også taget initiativ til et veterantopmøde med interesseorganisationer og Forsvaret og et servicetjek af kommunens tilbud og hjælp til veteranerne.

Det rigtige match er vigtigt

Danmark har omkring 30.000 veteraner i den arbejdsdygtige alder, og mange af dem glider ubesværet ind på arbejdsmarkedet efter deres militære karriere. Men for nogle er overgangen svær, fordi de måske har fysiske eller psykiske udfordringer efter voldsomme oplevelser under deres udsendelse. Og dem er vi forpligtet til at hjælpe, forklarer Ea Nielsen

”Vi arbejder for at mennesker og virksomheder kan lykkes. Og noget af det vigtigste for at lykkes, er et godt match mellem kandidaten og den arbejdsgiver, som skal ansætte. Veteraner har et væld af ressourcer, og mange virksomheder mangler arbejdskraft, så det her har chancen for at blive en vindersag for begge parter,” siger hun.