Verdensmestre i e-sport fejret med rådhuspandekager
Vinderholdet, som kan kalde sig verdensmestre i det populære spil Counter Strike, blev fejret på Københavns Rådhus den 7. februar.
Københavns Kommunes e-sportssatsning betyder, at e-sportsspillere, der vinder store mesterskaber, på linje med atleter inden for traditionelle idrætsgrene kan få en officiel modtagelse på Københavns Rådhus. Den 7. februar modtog kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen det danske e-sportshold Astralis, som har hentet guldmedaljer hjem til Danmark.
”Vi har en tradition for at modtage og hylde medaljetagere inden for traditionelle idrætsgrene på rådhuset. E-sport fortjener samme anerkendelse. Derfor har jeg inviteret det danske e-sportshold Astralis på rådhuset til pandekager og fejring af det utroligt flotte resultat,” siger Carl Christian Ebbesen.
Det professionelle danske e-sportshold Astralis, som træner i Københavns Sydhavn, regnes blandt verdens bedste inden for computerspillet Counter Strike. Holdet hev forleden førstepræmien hjem ved et af de største e-sportsturneringer i verden, ELEAGUE MAJOR, i Atlanta i USA.
E-sport er en hastigt voksende sportsgren, og Københavns Kommune er ved at etablere et center for e-sport i Grøndal Multicenter.