Arkivnyhed - kan være forældet

Sydhavn fejrer ny bro og ny plads denne weekend

26.09.2017
1. oktober bliver både første spadestik til en bro mellem Teglholmen og Enghave Brygge og åbningen af Anker Jørgensens Plads festligholdt.

Der er gang i udviklingen af Sydhavn – både i den gamle og den nye del. Nu på søndag er der dobbelt op på fejringer i bydelen, når første spadestik bliver taget til Alfred Nobels Bro mellem den yderste del af Teglholmen og Enghave Brygge, og efterfølgende indvies Anker Jørgensens Plads på Borgbjergsvej som en markering af, at den tidligere socialdemokratiske statsminister har fået en plads opkaldt efter sig.

Mere end en bro

Alfred Nobels Bro udfylder et missing link mellem de to nye bydele og kommer til at skabe en nem og hurtig forbindelse ind mod Indre By. Når den står færdig i efteråret 2018, er det i første omgang kun cyklister og gående, der kan bruge broen. Bilerne må vente til 2023, fordi der skal være plads til metroens anlægsarbejde, der hvor kørebanen på Enghave Brygge skal ligge.

Mange af Københavns broer er blevet kendt for at være gode opholds- og udkigssteder, og den nye Alfred Nobels Bro giver københavnerne endnu en mulighed for at stoppe op og nyde roen over byens kanaler. Broen er designet med ’havnens længste bænk’ langs den sydvestlige side, hvor man kan sidde og nyde havnen og havnemiljøet i det nye Sydhavn.

Søndag den 1. oktober kl. 11.00-13.00 tager teknik- og miljøborgmester Morten Kabell første spadestik til den nye bro sammen med Kgs. Enghave og Vesterbro Lokaludvalg. Her vil man kunne få mere information om den nye bro, se en mock up af et udsnit af den nye bænk i 1:1, købe lidt at spise og drikke, der serveres af det lokale madsted Teglværket, og til de små er der mulighed for at prøve at sidde i entreprenørens gravemaskiner. Arrangementet finder sted for enden af Topstykket på Teglholmens nordlige side.

Plads til en statsminister

Tidligere statsminister Anker Jørgensen boede størstedelen af sit liv i Københavns Sydhavn, hvor han var kendt og afholdt af de lokale beboere. Nu får han en plads i bydelen opkaldt efter sig, tæt på sit tidligere hjem.

Det fejres med en indvielse af Anker Jørgensens Plads, der ligger på hjørnet af Borgbjergsvej og Gustav Bangs Gade. Pladsen er lokalkendt som Den Røde Plads og er et mødested for mange af Sydhavns beboere.

Teknik- og Miljøforvaltningen indvier Anker Jørgensens Plads søndag d. 1. oktober kl. 13-16 med taler af overbrogmester Frank Jensen og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.
Selve arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Hele eftermiddagen vil der være mulighed for køb af forfriskninger fra lokale mad- og kaffeboder.
 

Første spadestik Alfred Nobels Bro

Første spadestik til Alfred Nobels Bro søndag d. 1. oktober kl. 11.00-13.00. Arrangementet finder sted for enden af Topstykket på Teglholmen.
Program

Kl. 11.00 Der serveres varme drikke ved ankomsten

Kl. 11.15 Taler og første spadestik v. Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester, Ann Vikkelsø, fmd. Bymiljøudvalget i Kgs. Enghave Lokaludvalg og Per Skovgaard, fmd. Teknik- og Miljøudvalget Vesterbro Lokaludvalg.

Kl. 11.30  Efter talerne kan man købe lidt mad og drikke til små priser serveret af Teglværket – Teglholmens nye madsted. Der er mere information om broen, og børnene kan prøve at sidde i entreprenørens gravemaskiner.

Kl. 13.00  Afslutning
 

Indvielse af Anker Jørgensens Plads

Indvielsen af Anker Jørgensens Plads søndag d. 1. oktober kl. 13.00-16.00. Arrangementet finder sted på pladsen i krydset mellem Borgbjergsvej og Gustav Bangs Gade.
Program

Kl. 13.00 Korsang med Sankt Annæs Rytmiske Kor

Kl. 13.15 Velkomst ved leder af Kvartershuset i Sydhavn Susan Hedlund og indvielsestaler ved teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og overborgmester Frank Jensen

Kl. 13.30 Afsløring af navneskilt

Kl. 14-15 Musikalsk optræden med Lorenzo Woodrose

Kl. 16.00  Afslutning

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.