Arkivnyhed - kan være forældet

Sundbyøster Skole indvier nyt indskolingshus

28.09.2017
Sundbyøster Skole har fået nyt indskolingshus og er blevet renoveret. Det fejrer skolen fredag den 29. september.

Klasselokaler til indskolingseleverne, tumlesal, lokaler til billedkunst, natur og teknik, musik og fritidspladser. Alt det, er der blevet plads til i nye tilbygning Remisen på Sundbyøster Skole, som også er blevet renoveret og ombygget til en såkaldt basis-skole for elever elever fra 0.-6. klasse. Sundbyøster Skole indgår nemlig i det såkaldte 4-skolesamarbejde på Amager, hvor tre skoler har elever i indskolingen og mellemtrinet og én skole har eleverne i udskolingen.

Udover tilbygning og renovering har Sundbyøster Skole også fået nye udearealer, og det fejrer elever og personale sammen med overborgmester Frank Jensen og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev fredag den 29. september kl. 14-16 med sang, dans og taler.

Overborgmester Frank Jensen siger:
“Hver gang vi indvier en ny skolebygning, er det en festdag. I København udvikler vi hele tiden vores folkeskoler, og jeg er stolt over, at vi med Sundbyøster Skole får en folkeskole, hvor nye, moderne tilbygninger spiller flot sammen med de oprindelige, bevaringsværdige bygninger, og hvor både faglokaler og udearealer er i topklasse. Sundbyøster Skole giver skolebørnene de bedste rammer til at lege og lære i mange år.”

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev siger:
“Sundbyøster Skole er nu en topmoderne skole med fantastiske muligheder for at udfolde sig kreativt både indenfor og udenfor og med plads til de mange børn, der bor i området. Byggeprojektet har krævet stor tålmodighed for både elever, forældre og medarbejde på skolen, men med så gode rammer for læring, som skolen nu har fået, er jeg sikker på, at det har været ventetiden værd.”

Den nye tilbygning, som er på 4000 m2, er placeret bag den eksisterende skole ved Sundbyøsterhallen og  er i fire etager. Skolens KKFO, som før havde til huse på tre forskellige adresser, er blevet samlet i bygningens stueetage, hvor der også er tumlesal. På de øvrige etager findes klasse- og faglokalerne til eleverne i 0.,1. og 2. klasse. Bygningen har karnapper, tagterrasser og en bred opholdstrappe, som er en aktiv del af udearealerne.

Ombygningen af Sundbyøster Skole har også omfattet en ombygning og renovering af den eksisterende skolebygning og ny indretning af udearealerne, der både fungerer som skolegård for skolen og som offentlig stiforbindelse mellem Sundbyøster Plads med Grækenlandsvej.

Indvielsen foregår fredag den 29.9. kl. 14-16 på Sundbyøster Skole, Smyrnasvej 7C, 2300 København S. Alle er velkomne.

For yderligere oplysninger kontakt Julie Ørnø, pressemedarbejder i Børne- og Ungdomsforvaltningen, tlf.51735210

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.