Arkivnyhed - kan være forældet

Stil op til Ungeråd KBH

05.09.2018
Er du mellem 12 og 20 år og bor du i København, så kan du fra i dag og to uger frem stille op til Ungeråd KBH.

Vil du have mere indflydelse på, hvordan København udvikler sig som by? Så er det nu. Fra den 5.-19. september kan du stille op til Ungerådet, hvis du er mellem 12 og 20 år og bor i Københavns Kommune.    

Ungerådet har eksisteret i et år og de 35 nuværende medlemmer har allerede sat deres præg på København.    

Ungerådet har for eksempel givet deres besyv med, da politikerne ønskede at indføre røgfri skoletid på alle københavnske skoler, ved ændring af skoledistrikter og i forbindelse med en styrket indsats for udskolingen.   

Ungerådet har også hvert år mulighed for at sende Borgerrepræsentationen fire sager, som skal behandles på samme måde som øvrige sager. Den seneste tid har Ungerådet arbejdet på deres fire sager, som skal behandles af Borgerrepræsentationen den 20. september.   

De fire sager handler om at forbedre rammerne for, at der kan bygges små og billige ungdomsboliger i København, etablering af en mobil enhed kaldet ’Ungelancen’, der kan tilbyde rådgivning og støtte til unge, et kulturklippekort der giver alle unge adgang til kommunale kulturtilbud og styrket integration gennem idræt og lokalt foreningsliv.   

“Udover at arbejde med politik, hygger vi også meget, og det er et megafedt fællesskab at være en del af,” siger Oliver Andreas Reinhold Stoltz, der er et af de nuværende medlemmer af Ungeråd KBH. 

Har du lyst til at vide mere om Ungeråd KBH, kan du besøge deres hjemmeside her.     

Du kan stille op til Ungerådet på ungerådkbh.dk.   

Kontakt:   

Natasha Dottin, sekretariatsleder for Ungeråd KBH, tlf: 29421332, mail: ungeraad@kk.dk   

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.