Spænd skøjterne på i efterårsferien

13.10.2017
Fra mandag til fredag i efterårsferien kan københavnerne komme gratis ind i Ørestad Skøjtehal mellem kl. 13 og 15.

Copenhagen Lions, som driver Ørestad Skøjtehal til udgangen af året, har fredag eftermiddag meddelt Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, at hallen lukkes ned for al offentlig aktivitet fra lørdag den 14. oktober.

Københavns Kommune overtager driften af hallen i dag og står klar til at åbne hallen for offentligheden på mandag. Som kompensation for lukningen af hallen i weekenden vil der være åbent i tidsrummet kl.13 til 15 mandag til fredag i efterårsferien. Der er gratis adgang.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) udtaler:

”Min forvaltning står klar til at åbne hallen på mandag, og som plaster på såret for lukningen i weekenden giver vi københavnere og besøgende mulighed for at komme gratis ind. Så hvis man ikke allerede har fundet på aktiviteter i efterårsferien, så er der mulighed for at spænde skøjterne på.”

Fra mandag den 16. oktober til fredag den 21. oktober holder Ørestad Skøjtehal åbent for offentligheden mellem kl. 13 og 15. Der er gratis adgang alle dage.

Forvaltningen arbejder på en plan for åbningstider gældende for uge 43.

Skøjte- og ishockeyklubben Copenhagen Lions har siden oktober 2016 varetaget driften af Ørestad Skøjtehal. Den 31. august i år besluttede Kultur- og Fritidsforvaltningen at opsige driftstalen med Copenhagen Lions og hjemtage driften. 

Den 21. september valgte Kultur- og Fritidsforvaltningen at anmelde Copenhagen Lions til politiet og SKAT. Derudover skærpede forvaltningen opsigelsen af foreningens driftsaftale med kommunen på grund af mislighold, hvilket betød, at foreningen er frataget retten til at drive Ørestad Skøjtehal fra 1. januar 2018.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.