Slutspurt om millioner af kroner til at genoprette København

17.08.2021
En særlig genopretningspulje fra Københavns Kommune er nu igen åben for ansøgninger.

Jublende københavnere, der så EM på storskærm på Kultorvet. Sprøde jazztoner i Nyhavn. Og verdens bedste ski-atleter, der drønede ned af Copenhill på Amager.

Københavnerne har i løbet af sommeren set på, og deltaget i, en række begivenheder, som har fået penge fra en særlig genopretningspulje fra Københavns Kommune.

Og nu åbner 2. og sidste ansøgningsrunde til puljen, hvor de sidste tre millioner kroner ud af den samlede sum på 10 mio. skal uddeles.

”Vi har indtil videre set en masse eksempler på præcis det, som puljen skulle bruges til. Nemlig en række sjove og glade arrangementer og festivaler til gavn for byens borgere. De har givet lys i øjnene og masser af grin og har vist københavnerne, at vi for alvor er på vej ud af coronaens skygge. Så nu skal vi bare have resten af puljen ud og skabe endnu mere glæde”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der fik ideen til genopretningspuljen.

Vi skal ikke hjem, vi skal videre

Den særlige pulje på i alt 10 millioner kroner blev skabt i foråret til at lave bl.a. arrangementer, fester, kampagner og festivaler til gavn for erhvervslivet, borgerne og turismen i København.

I første runde blev syv millioner kroner uddelt til 16 ud af 70 ansøgninger, der indeholdt en lang række aktiviteter i resten af 2021.

Og nu skal de sidste tre millioner kroner altså deles ud.

”Jeg kan kun opfordre alle til at byde ind til den sidste ansøgningsrunde med nye ideer, der emmer af engagement, gæster og oplevelser. Som vi sagde denne sommer: Vi skal ikke hjem, vi skal videre”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Fristen til anden ansøgningsrunde er d. 28. september kl. 12.00, hvorefter Københavns Kommunes Økonomiudvalg vil godkende ansøgningerne på et møde d. 26. oktober.

Ansøgningsskema og yderligere oplysning om kriterier for udmøntning af genopretningspuljen kan findes på https://www.kk.dk/koebenhavns-kommunes-genopretningspulje

En liste over alle de aktiviteter, der har fået støtte fra genopretningspuljen i første ansøgningsrunde kan ses her.

 

Kontakt

Pressechef: Claus Bøggild

Pressechef
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
+45 22 82 84 37