Arkivnyhed - kan være forældet

Slut med mønter i p-automaterne

08.05.2018
Langt de fleste bilister i København bruger en app til at betale for parkering, og 22. maj er det helt slut med at betale med mønter.

Efter to år med digital parkering i Københavns kommune, kan det konstateres, at bilisterne meget hurtigt har taget det nye system til sig. Den digitale parkering blev indført i foråret 2016 og betød, at det i København nu er slut med at trække en parkeringsbillet til at lægge i forruden på bilen. I stedet skal man blot betale enten ved at benytte en p-app, eller ved at indtaste nummerplade og p-tid i en p-automat, og så er betalingen registreret digitalt.

”I starten var folk lidt forvirrede over, at der ikke kom en billet ud til dem, men det gik nu ret hurtigt med at vænne sig til det nye system, hvor man ikke skal tilbage til bilen. Vi fik samtidig fjernet risikoen for at få en afgift, fordi p-billetten var gledet ned fra forruden eller lå med bagsiden opad, hvilket tidligere var en hyppig årsag til p-afgifter,” fortæller centerchef Jes Øksnebjerg fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Bilisterne har også hurtigt set fordelen ved at benytte en p-app, hvor parkeringstiden kan reguleres undervejs, så man kan blive siddende lidt længere på cafeen, uden at skulle bekymre sig om at p-tiden udløber, og omvendt, så man ikke skal betale for længere tid, end man faktisk parkerer, hvis man kommer tidligere tilbage til bilen end ventet.

I 2015 var det cirka hver tredje bilist, der benyttede sig af p-apps, men i dag foregår godt 80 procent af parkeringsbetalingerne i København via en af de apps, der er koblet op på kommunens p-system. Samtidig er der kommet flere app-udbydere til, apps’ne har fået flere funktioner tilpasset bilisternes behov, og de fleste apps kan også benyttes i andre kommuner end i København. Udviklingen betyder, at der bliver stadigt færre, der betaler med mønter og betalingskort. Det gælder kun for hhv. 4 og 16 procent af betalingerne, og det er årsagen til, at kommunen nu vil fjerne muligheden for at betale med mønter.

”Det er en meget lille del af betalingen, der foregår med mønter, men vores udgifter til håndtering af møntbetalingen er den samme. Vi kan spare cirka en halv million kroner årligt, hvis vi stopper møntbetalingen, og vi vurderer derfor, at når bilisternes behov er så lille, så kan de penge kan bruges bedre på andre kommunale opgaver,” siger Jes Øksnebjerg.

Afskaffelsen af møntbetalingen blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i København den 3. maj, og nu går Teknik- og Miljøforvaltningen i gang med at omprogrammere p-automaternes software, så automaterne fremover kun kan modtage kort. Ændringen træder i kraft den 22. maj, hvor automaterne ikke længere vil tage imod mønter.
 

Fakta:

  • Der har været betalingsparkering i de indre dele af København siden 1990’erne.
  • Betalingsområdet består af rød, grøn, blå og gul zone. Priserne for at parkere er højest i rød zone.
  • Der er i betalingsområdet cirka 900 p-automater, hvor man i dag kan betale med kort og mønter.
  • Stadig færre bilister betaler i p-automaterne. Kontantbetaling udgør i dag kun 4 procent af alle p-betalinger, mens 16 procent benytter betalingskort. 
  • Stadig flere bilister benytter sig af p-apps. 80 procent af alle p-betalinger foregår i dag via p-apps.
  • Kommunen vil fra 2019 spare cirka en halv million kroner årligt i driftsudgifter, når der ikke længere skal bruges ressourcer på at håndtere møntbetaling.
  • Der er mulighed for at købe skrabebilletter til at betale for parkering, hvis man ikke ønsker at benytter kreditkort i automaterne eller smartphone med app-mulighed.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.