Arkivnyhed - kan være forældet

Pulsen på Priden

29.08.2017
Over 30 unge fra Netværkscafeen Pulsen deltog i årets Copenhagen Pride. Her langede de masser de fingerkys, high-fives, smil og kram ud.

”De unge er utroligt modige”, slår faglig leder Per Nymand fast. Det er nemlig første gang, at de unge har deltaget i Priden.

For de fleste mennesker kan det være svært at samle mod nok til at tale om sex, lyster og ensomhed. For mennesker med handicaps, kan det også være svært at finde det rette tidspunkt at tage en snak om det, der tænder, det der trykker og det, der kan gøre meget ondt.

Alle skal have en ven
Som et led i Socialforvaltnigens fokus på at ”Alle skal have en ven” har Pulsen under CSBB og CAPTUM taget kampen op med tabuer som seksualitet, kærlighed og ensomhed.

Og netop deltagelsen i årets Pride har åbnet op for dialogen. Her var Pulsens vogn en blandt 150 vogne.  

”Vores deltagelse har betydet, at vi har haft en åben dialog med borgerne i vores tilbud om netop seksualitet, mangfoldighed og diversitet. Vi skal gøre det almindeligt at tale åbent om seksualitet og ensomhed, så man ikke skal føle sig alene”, Per Nymann, der er faglig leder på Pulsen og i Bofællesskaberne.

”Og helt konkret har det fx betydet, at en af vores kvindelige borgere i Pulsen en dag tog sin pige-kæreste på besøg. Men vi spørger ikke borgerne om, hvad deres seksualitet er. Og til Priden var der ikke kun homoseksuelle, men også heteroseksuelle og andre seksualiteter repræsenteret ”, siger Per Nymann.  

Forventningens glæde 
”Om fredagen mødtes en flok for sammen at udvælge det helt rigtige tøj og lægge make-up. Og de glædede sig sådan til optoget og festen bagefter. Der blev dannet venskaber på tværs mellem borgerne, deres venner og kærester”, smiler Per Nymand.

Borgerne i Pulsen er unge på Særlig Tilrettelagt Uddannelse (STU), borgere med udviklingshæmning og borgere indenfor Asperger- og autismespektrum.

Projekt- og procesleder Pia Finne fra CSBB fortæller, at det kan være en udfordring at borgere på tværs af målgrupper danner venskaber.

”Men det er lykkedes Pulsen at få unge med alle målgrupper. Fælles aktiviteter giver sammenhold på tværs, udvider og styrker netværket hos borgerne, som nogle gange kan have det svært ved at fastholde venskaber”, siger hun.  

Kærlighedskurser og pop-up-arrangementer
Hos Akademiet, som er den del af CAPTUM, har de arbejdet med kurser i Kærlighed og Seksualitet og Fuck ensomheden. I alt 30 borgere har taget et af forårets to kurser.

”Kurserne åbner også op for dialogen omkring vores lyster, ønsker og tilbøjeligheder og hvad vi gør, hvis man ikke kan få en kæreste. Vi har altid haft et stort fokus på uddannelse og beskæftigelse, som er godt, og gennem et større fokus med kurser rettet mod det hele menneske og den personlige udvikling, ser vi borgerne udvikle sig på andre områder, der giver dem nye livsmuligheder, siger Pia Finne.  

Pop-up-arrangementer med temaerne Kærlighed og Seksualitet og Fuck Ensomheden kommer til efteråret i Akademiet. Både Akademiet og Pulsens forløb er ofte arrangeret i samarbejde med (Handicap- og Specialundervisning i København) gennem den partnerskabsaftale, der er mellem SUKA og Københavns kommune.

”De unge er mere modige end tidligere generationer. Og i hvert fald mere modige end jeg selv nogensinde har været. De er mere opsøgende og stiller krav til de tilbud, som de vil have fra os, som fx seksualvejledning”, siger Per Nymann, der forsikrer at Pulsen igen er på Priden næste år.

Homo-bar på Københavnerfesten
Fokus på kærlighed, seksualitet og ensomhed fortætter også til Københavnerfesten, som finder sted d. 9. september i Sundby Væksthus. Her er der skabt miljø for speeddating, oplæg om kærlighed og venskaber og homo-bar, hvor Handi LGBTQ+ kommer og er i baren under hele arrangementet.   

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.