Oplev fremtidens transportformer til Borgerdag på ITS World Congress 2018

04.09.2018
  • ""
    Leo Patrizi, Københavns Kommune
Torsdag den 20. september får nysgerrige københavnere mulighed for at kigge ind i fremtidens intelligente transportløsninger i Bella Center.

Oplev blandt andet selvkørende busser, bluetooth-guidede cykelture eller udforsk kongressens 25.000 kvadratmeter store udstilling. Intelligente transportsystemer (ITS) er teknologiske løsninger, der gør transport hurtigere, lettere og mere bæredygtigt. Torsdag den 20. september kan du opleve nogle af verdens nyeste løsninger, når ITS World Congress inviterer københavnerne til borgerdag på kongressen. Der er gratis adgang til udstillingen og de 12 udvalgte demonstrationsprojekter, hvor der er mulighed for at afprøve endnu ikke færdigudviklede teknologier inden for intelligente trafikløsninger.

Én af de helt store nyheder vil være verdens første førerløse taxa, som er på vej i produktion. De besøgende kan også vælge at hoppe på den førerløse shuttlebus fra metrostationen ved Bella Center eller prøve den intelligente bus, der bliver sendt på jungleløb og skal manøvrere forbi gorillaer og tigere for at vise sin evne til at navigere sikkert forbi forhindringer.

 

PROGRAM

  • Rundvisning i Københavns Trafiktårn:
    Se og hør, hvordan trafikken styres i København. Trafiktårnet er normalt lukket for offentligheden.
    Tid: Kl. 16.00-17.00 og 17.30-18.30
    Tilmelding efter først til mølle på: itsworldcongress2018@tmf.kk.dk
     
  • Kom på rundtur i udstillingen:
    Gå med på en 45 min. guidet tur gennem 25.000 m2 udstilling i Bella Center! Oplev teknologien på tæt hold og se, hvordan fremtidens biler selv finder en parkeringsplads!
    Tid: Kl. 12.45-13.30, 14.00-14.45 og kl. 16.00-16.45
    Mødested for rundturen: Bella Centers forhal. Tilmelding er ikke nødvendig.
     
  • Prøv den nye teknologi:
    Er du bidt af biler, eller elsker du bare den nyeste teknologi? Oplev kongressens demonstrationsprojekter, bl.a. førerløse biler og busser. Demonstrationsprojekterne er udstillet på parkeringsarealet foran Bella Center.
    Tilmelding: Tilmeld dig en demonstration i Demo Lounge i Bella Center.
     
  • Bliv klogere på Københavns klimavision, cykelstrategi og ITS-program
    Kom og hør om Københavns planer for en grøn, levende og bæredygtig by!
    • Cykelbyen: kl. 11.30-12.00
    • ITS-programmet: kl. 14.00-14.30
    • Klimaplanen: Kl. 14.45-15.15

    Alle oplæg finder sted i lokale 176 og 177 i Bella Center.
    Tilmelding er ikke nødvendig.
 
Registrer dig, når du ankommer:
Når du kommer til Borgerdagen i Bella Center, skal du først henvende dig ved registreringsskranken i lobbyen. Så får du et klistermærke, der skal sættes et synligt sted.
 
For yderligere spørgsmål, kontakt:
itsworldcongress2018@tmf.kk.dk

Hvad er ITS World Congress?

Hvert år åbner ITS World Congress op for verdens største kongres om intelligente transportsystemer. I 2018 er Københavns Kommune vært for kongressen, der skal fremvise de nyeste danske og internationale ITS-løsninger og give konkrete bud på, hvordan løsningerne skaber bedre livskvalitet for trafikanter og borgere. Det overordnede tema for kongressen vil være ”ITS – Quality of Life”.

ITS World Congress 2018 ejes af ERTICO – ITS Europe, som er sammenslutningen af transportorganisationer i Europa. ERTICO har base i Bruxelles og arrangerer kongressen i samarbejde med værtsbyen Københavns Kommune, Europakommissionen, ITS America og ITS Asia-Pacific. Kongressen turnerer rundt i verden og finder sted i Europa hvert tredje år, hvor det er ERTICO – ITS Europe, der er hovedarrangør. Kongressen rykker til Singapore i 2019, Los Angeles i 2020 og Hamborg i 2021.

Det er også muligt at tilmelde sig hele kongressen, som foregår fra d. 17-21. september. Tilmeld dig på: www.itsworldcongress.com

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.