Arkivnyhed - kan være forældet

Nyt kortspil skal hjælpe de unge med at vælge uddannelse

11.10.2017
Et nyt kortspil skal få de unge i tale om deres fremtid og uddannelse. Spillet sendes ud til skoler og fritidscentre i den kommende tid.

Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal stille op med fremtiden, selv om man er ved at nærme sig afslutningen på folkeskolen. De nyeste tal viser faktisk, at ca. 32 procent af eleverne i 8. klasse på nuværende tidspunkt ikke er parate til at tage en ungdomsuddannelse. Børne- og Ungdomsforvaltningen har derfor i samarbejde med Plotmaker Games udviklet et kortspil, der skal hjælpe de unge med at sætte gang i overvejelserne om, hvordan fremtiden skal se ud. Udviklerne af spillet har lagt vægt på, at det skal være sjovt at spille, selv om anledningen er alvorlig nok. 

Man spiller for at vinde, men også for at fortælle en historie om den karakter, man trækker i spillet.  Karakteren har nogle evner med sig fra start, men i spillet gennemgår spillerens karakter seks livsfaser, og samler forskellige færdigheder op, som gør det muligt fx at få en læreplads eller at søge ind på en bestemt uddannelse. Spilleren får point på flere parametre, fx kreativitet, planlægningsevner og socialt talent. Og man behøver ikke ende som direktør for at vinde.

Elever i 8. klasse på Skolen ved Sundet har testet spillet, og eleverne er ret vilde med det helt analoge spil, siger deres lærer Naja Hutters: 

“De unge gider ikke flere apps. Det laver alle. Jeg tror, at styrken ved det her spil netop er, at de kan sidde sammen to og to og snakke om karaktererne i spillet, og nogle gange diskuterer de helt vildt, og jeg kan se, a spillet giver dem appetit på at vide mere. De bliver nysgerrige på, hvordan man fx bliver iværksætter, så de går på nettet og søger informationer, når de har spillet."

“For enden af regnbuen” er en ud af mange brikker i indsatsen for at gøre de unge uddannelsesparate, understreger Kristoffer Vahl Møller, læringskonsulent: 

“Spillet skal fungere som et helt konkret redskab for lærerne, uddannelsesvejlederne og  pædagogerne på fritidscentrene, som de  kan bruge som omdrejningspunkt for samtaler med de unge om fremtiden og uddannelse. Det skal være med til at sætte nuancerede tanker og refleksioner i gang hos eleverne om de fremtidsmuligheder, de har."

På skolen ved Sundet har Nanna Hutters haft den fornøjelse, at eleverne vil låne spillet i frikvarterne. 

“Det må vist være det ultimative succeskriterie for et læringsspil", fastslår hun med et smil.

For yderligere oplysninger kontakt: Anni Lundqvist, pressechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen, ec5q@buf.kk.dk, telefon 25 26 41 63.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.