Arkivnyhed - kan være forældet

Ny skøjtehal på Østerbro et skridt tættere på

06.06.2018
Københavns Kommune indgår OPP-kontrakt med DEAS og CASA om opførelse af den nye skøjtehal på Østerbro.

Det bliver ejendomsforvaltningsselskabet DEAS og totalentreprenør CASA, der skal opføre den nye skøjtehal i det kommende Østre Gasværk Kvarter på Østerbro samt stå for såvel det indvendige som udvendige vedligehold af skøjtehallen i de første 24 år, mens Københavns Kommune står for finansiering og daglig drift. 

Det har alle partier i Borgerrepræsentationen undtagen Enhedslisten besluttet.

Skøjtehallen, der opføres og drives som et offentlig-privat partnerskab, er den første OPP-skøjtehal i Danmark og det første OPP-projekt i Københavns Kommune nogensinde.

Overborgmester Frank Jensen glæder (A) sig over valget:

”Jeg glæder mig meget over, at vi nu kan få sat gang i byggeriet af skøjtehallen på Østerbro. De nye lækre faciliteter vil blive et kæmpe løft for de københavnske skøjteklubber og selvfølgelig også for de mange skøjteglade københavnere”, siger overborgmester Frank Jensen (S).  

Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å) ser frem til, at Østerbro får en ny skøjtehal. 

”Et vellykket VM i ishockey er nylig afsluttet i København, og de københavnske skøjteklubber oplever stor medlemstilgang. Der er brug for nye faciliteter, både til kunstskøjteløb og ishockey, og derfor glæder jeg mig over, at kontrakten er indgået. En milepæl i projektet er nået, og skøjtehallen er rykket et skridt tættere på.”

Københavns Kommune kan nu, i samarbejde med de fremtidige brugere af skøjtehallen, Skøjteklub København og KSF Ishockey på Østerbro, gå i gang med det videre arbejde med realisering af projektet. 

De to lokalt forankrede skøjteklubber har siden 2008 været fælles om at benytte den midlertidige skøjtehal på Østerbro - først i Ryparken og siden 2011 på Østre Gasværksgrunden. Der er stor aktivitet i den midlertidige hal, som også benyttes af skoler, institutioner og byens borgere. 

Fakta

  • Med Budget 2016 blev det besluttet, at der skal etableres en skøjtehal på Østerbro.
  • I overførselssagen 2015-16 blev det besluttet at opføre skøjtehallen på Østerbro som et OPP-projekt med offentlig finansiering.
  • Den samlede anlægssum er 170 mio. kr.
  • Skøjtehallen opføres og drives som et offentlig-privat partnerskab (OPP) med offentlig finansiering, og med et parkeringshus i forlængelse af skøjtehallen.
  • Den nye skøjtehal bliver indrettet med træningshal med tilskuerområder og foreningsfaciliteter.
  • Skøjtehallen forventes at åbne i februar 2021

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.