Arkivnyhed - kan være forældet

Ny faglig guide om rehabilitering i den københavnske socialpsykiatri

27.08.2018
  • ""
En ny faglig guide skal være med til at styrke arbejdet med rehabilitering i den københavnske socialpsykiatri.

En ny faglige guide lander i denne uge hos alle medarbejdere og ledere i den københavnske socialpsykiatri. Den beskriver, hvordan et rehabiliteringsforløb for en borger med psykisk sygdom ser ud og giver anbefalinger til, hvordan man systematisk kan arbejde med at støtte borgerne i deres recovery gennem rehabilitering.

Skal mødes af samme tilgang

”Vi vil gerne have, at alle borgere bliver mødt af den samme tilgang, uanset hvilken indgang de har til den københavnske socialpsykiatri.  Men det fælles afsæt kommer ikke af sig selv. Vi er landets største socialpsykiatri med et hav af enheder og matrikler, hvor der kan udvikle sig mange forskellige forståelser og praksisser. Derfor har vi sat skub i en udvikling, som skal  styrke vores fælles faglige fundament,” siger Mikkel Boje, direktør i Socialforvaltningen.

Første skridt er en grundfortælling, som blev lanceret i oktober sidste år. Grundfortællingen sætter retningen og beskriver visionen for den københavnske socialpsykiatri, hvis essens er troen på, at alle kan komme sig helt eller delvist af psykisk sygdom.

Det andet skridt er en uddannelse i recovery og rehabilitering. Et langt sejt træk, hvor omkring 1000 medarbejdere og ledere over de næste tre år skal afsted på skolebænken. De første fire hold har allerede været afsted, og den anden række af hold har netop taget hul på studierne på Professionshøjskolen.

Masser af inspiration og viden

Det tredje skridt er den nye faglige guide.

”Guiden går tættere på praksis og skal hjælpe os med at gøre Grundfortællingens gode intentioner til virkelighed. Man kan ikke slå op i guiden og bruge den som en facitliste. Til gengæld kan medarbejdere og ledere på tværs af socialpsykiatrien hente masser af inspiration og viden om rehabilitering og den samarbejdsproces, som rehabilitering er,” fortæller Mikkel Boje og understreger, at guiden ikke i sig selv ikke gør nogen forskel.

"Det gør den først, hvis den bliver masseret godt og grundigt ind i hverdagen i samarbejdet med borgeren. Intentionen er derfor, at medarbejdere og ledere bruger guiden som en værktøjskasse i den løbende faglige dialog, som skal hjælpe os med at holde fast i den udvikling, vi har sat i gang med Grundfortælling og uddannelse.”

Fakta om omstillingen af socialpsykiatrien

Den nye faglig guide er sammen med uddannelsen og Grundfortællingen led i en omfattende omstilling af den københavnske socialpsykiatri - den overordnede plan for, hvordan Socialforvaltningen kan blive bedre til at understøtte, at borgere med psykisk sygdom kan komme sig helt eller delvist af psykisk sygdom.

Omstillingen fat i alle aspekter af socialpsykiatrien. Udover det fælles faglige fundament drejer det sig bl.a. om trivsel og tryghed for medarbejdere og beboere, nybyggeri, fleksibel støtte og etablering af specialiserede botilbudspladser.

Kontakt

Pressechef Thomas Søie Hansen

Pressechef
Socialforvaltningen
+45 20 52 97 86