Nu indvies gavlgalleriet i Nordvest

16.10.2019
  • Gavlmaleri i Nord Vest
Københavns Nordvest kvarter har fået et imponerende gavlgalleri med 16 store gavlmalerier. Onsdag den 23. oktober 2019 er der fernisering.

Københavns Nordvest kvarter har fået et nyt stort open air galleri i form af  16 gavlmalerier på Møntmestervej og Rentemestervej.

Onsdag den 23. oktober 2019 afholdes der fernisering for byens nye kunstværker. Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) glæder sig over, at der er kommet kunst på en lang række gavle i bydelen:

”Kunsten bliver i mine øjne kun endnu mere værdifuld, når den kommer ud at leve blandt byens borgere,” siger Franciska Rosenkilde. Hun uddyber:

”Med gavlgalleriet i Nordvest får vi kunst i verdensklasse, som alle har adgang til. Værkerne lyser byen op, inspirerer og bringer fantasien i spil. Det er noget af det allerfineste, som kunsten kan.”

Kunstværkerne på de 16 gavle kan allerede nu opleves i bydelen.

Hvis man har lyst til at deltage i ferniseringen, kan man møde op onsdag den 23. oktober fra kl. 17 på Møntmester Plads.

Fakta om gavlgalleriet

  • Gavlgalleriet består af 16 gavlmalerier fordelt på Møntmestervej og Rentemestervej i Nordvest.
  • De 16 gavle på hver 125 m2 er stillet til rådighed af andelsboligforeningen AB Mønten.
  • Projektet har modtaget to tilskud fra Københavns Kommunes legat til stadens forskønnelse og almene bedste på i alt 350.000 kr. Derudover er projektet også støttet af Områdefornyelse Nordvest og Bispebjerg Lokaludvalg.
  • Værkerne er udført af både danske og udenlandske kunstnere som eksempelvis japanske Lady Aiko, den australske duo DABSMYLA, franske Coline Marotta og danske Peter Birk.
  • Værkerne er kurateret af kurator og samler Jens-Peter Brask.
  • Onsdag den 23. oktober afholdes der fernisering af bydelens nye kunst fra kl. 17.00-18.30. Ferniseringen finder sted på Møntmester Plads, København NV.
  • Alle er velkommen til ferniseringen. Tilmelding er ikke nødvendig.

Kontakt