Nu åbner Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus

26.09.2018
  • Foto: Helene Høyer Mikkelsen
Den 1. oktober indvier tre borgmestre, arkitektfirmaet COBE samt boligselskaberne fsb og SAB det nye kulturhus.

Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus bliver et nyt, kulturelt fyrtårn, som skal være med til at gøre bydelen langt mere attraktiv i de kommende år. 

Byudviklingen er i fuld gang i Tingbjerg, et af Københavns grønneste boligområder. Der er allerede taget hul på en markant forandring af området, og nu er tiden kommet til indvielsen af Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus. Det sker 1. oktober 2018 fra kl. 15, hvor hele tre borgmestre er med til at markere dagen.

Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus er resultatet af et samarbejde på tværs af mange aktører i bydelen, og huset skal danne rammen om en lang række sociale og kulturelle aktiviteter. Med inspiration fra borgernes ønsker og bydelens eksisterende arkitektur fra 1950’erne har COBE skabt et arkitektonisk værk, der med sin åbne facade, gentænkning af gule tegl og fleksible rum - inspireret af en sættekasse - inviterer bygningen til interaktion, fællesskab, synlighed og tryghed. 

Biblioteket i huset kommer også til at fungere som skolebibliotek for Tingbjerg Skole, der nu får udvidet deres adgang til hele folkebibliotekets samling. Skolen har gennem hele processen været en drivkraft i udviklingen af husets profil.

Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus er en vigtig milepæl i den byudviklingsproces, der skal gøre bydelen langt mere attraktiv. De kommende år skal der bl.a. bygges nye private familielejligheder og rækkehuse, så der bliver plads til endnu flere nye københavnere. Ved Lille Torv er både butikslokaler og supermarked på vej. Tingbjergs beboere skal desuden have større glæde af de grønne områder, og bydelen skal bindes tættere sammen med resten af København, bl.a. ved hjælp af bedre infrastruktur.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.