Arkivnyhed - kan være forældet

Når du er distraheret, slår lommetyvene til

27.05.2019
Lommetyve ’arbejder’ på udvalgte steder i byen, hvor mange mennesker er samlet, og hvor man nemt bliver distraheret

Når vi er ude og nyde sommeren i København i Nyhavn, til gadefester eller på større stationer som Hovedbanegården og Nørreport Station, hvor mange mennesker er samlet, er vi lette at distrahere – og så slår lommetyvene til.

Derfor lancerer Københavns Kommune nu op til gadefesten Distortion kampagnen Pickpockets Love Distractions. Det sker i samarbejde med Københavns Politi og en lang række af byens store aktører, bl.a. Distortion, Natteravnene, Din Offentlige Transport (DOT), Illum, G4S, Frederiksberg Kommune, Espresso House og Strømma.

Antallet af lommetyverier er faldet de seneste år, men der er stadig behov for at gøre særligt de yngre københavnere og turister opmærksomme på, hvordan man bedst undgår lommetyverier.

”Det er fantastisk, at vi i København oplever færre lommetyverier. Men ligesom i mange andre storbyer har vi stadig en udfordring og skal forsætte med at gøre livet surt for lommetyvene. Vi arbejder tæt sammen med politiet om at forebygge lommetyverier, så København fortsat er et trygt sted for københavnere og turister”, siger overborgmester Frank Jensen (S).  

Lommetyvene opererer professionelt og systematisk:

”Lommetyvene opererer de steder, hvor der færdes mange mennesker, der er myldretid, eller når folk er på vej hjem efter en sjov aften ude. Vi laver løbende og målrettede indsatser på de mest udsatte steder, men det er altid en fordel, hvis man også selv er ekstra opmærksom på at holde sine ting tæt på kroppen”, siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes.

Kampagnen Pickpockets Love Distractions kører de næste to uger i byrummet, på sociale medier og med uddeling af gode råd på Distortion og udvalgte steder i byen, hvor lommetyverier ofte sker – blandt andet på Københavns Hovedbanegård.

”I bus, tog og metro har vi hver dag tusindvis af kunder, og vores busser, tog, stationer og stoppesteder er umiddelbart oplagte steder for lommetyve at slå til. Vi vil gerne hjælpe vores kunder med at huske på at være ekstra opmærksomme, så de undgår en kedelig oplevelse hos os. Derfor støtter vi op om kampagnen”, siger Camilla Struckmann, bestyrelsesformand for DOT. 

Gør det svært for lommetyven – husk følgende tre gode råd: 

  • Vær opmærksom på dine ting, når du er blandt mange mennesker.
  • Placér din telefon og pung et sikkert sted.
  • Dæk altid din pinkode, når du betaler med kort eller åbner din mobil.

Fem steder lommetyve elsker:

  • Strækningen mellem Amaliehaven og Den lille havfrue
  • Nyhavn
  • Strøget
  • Hovedbanegården
  • Nørreport Station

Kontakt