Luftforurening: københavnerne indånder høje værdier af ultrafine partikler hver dag

14.10.2019
  • ""
Nye målinger fra et samarbejde mellem Københavns Kommune og Google viserhøje værdier af ultrafine partikler på indfaldsveje og i Indre By.

For et år siden begyndte Google at måle luftforeningen på de københavnske veje. Baggrunden var et ønske om en egentlig kortlægning af byens luftkvalitet på helt lokalt niveau, og derfor har Googles Street View-bil kørt Københavns gader tynde med avanceret luftmålingsudstyr monteret. Den indsamlede data viser blandt andet et betydeligt niveau af de såkaldt ultrafine partikler med meget stor lokal variation fra gade til gade.

Samtidig viser målingerne, at indfaldsveje som fx Folehaven og Lyngbyvejen kan have op mod 10 gange højere niveauer af ultrafine partikler end mere stille veje i fx brokvarterne. Det er vigtigt at understrege, at målingerne er et øjebliksbillede på stedet og derfor ikke nødvendigvis siger noget om den generelle luftforurening i den enkelte gade.

Det står også klart, at Indre By har højere værdier af ultrafine partikler sammenlignet med brokvarterene, og flere steder ligger Indre By på niveau med de mest trafikerede veje i København.

På Børsgade foran Christiansborg er der målt op til ca. 20.000 partikler/cm3. På mere stille gader som Oehlenschlägergade og de trafikregulerende dele af Nørrebrogade måles værdier omkring 4.000 partikler/cm3.

Hidtil er Københavns luftforurening blevet målt af Miljøstyrelsens tre luftmålestationer forskellige steder i byen. Men samarbejdet mellem Google, Aarhus Universitet, universitetet i Utrecht og Københavns Kommune om Air View-projektet har nu givet kommunen et billede af hele byens forureningsgrad gade for gade. Alle vejstrækninger er kørt igennem mindst tre gange, og i praksis er de mere befærdede strækninger besøgt op mod 30 gange. Dette giver et indblik i forureningsniveauerne, og kvaliteten af målingerne vil efterfølgende blive valideret af forskere på Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og universitetet i Utrecht, Holland.

Googles chef for det såkaldte Earth Outreach-program, Karin Tuxen-Bettmann, siger: 
- Vi vil alle gerne indånde ren luft. Men for at kunne få det, er det helt afgørende at have fyldestgørende viden at handle ud fra. I Google ligger det os meget på sinde at bruge teknologien til at udvikle samfundet i en bæredygtig retning, og derfor er vi glade for at vi har kunnet bidrage til at skabe konkrete nye indsigter. København er i lang tid gået foran med at sætte ambitiøse klimamål og er derfor en vigtig partner for at løse den globale udfordring med at sikre ren luft.

 

Fakta

  • Hvert år dør 550 københavnere for tidligt alene på grund luftforurening fra dieselbiler, brændeovne og forurening, der blæser ind over København. Det reelle tal kan være væsentligt højere på grund af de særligt sundhedsskadelige ultrafine partikler, som der endnu ikke er fastsat officielle grænseværdier for og som ikke tidligere har været kortlagt.
  • Om ultrafine partikler har institutleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet Steffen Loft udtalt: 'Det er virkelig et slag på tasken, men størrelsesordenen vil måske være yderligere 500 dødsfald i København, som kan tilskrives dieseltrafikken. Det er i den størrelsesorden, men der findes ikke nogen præcise beregninger.'
  • Det nye kort for København viser den midterste værdi, der er målt på en given strækning.
  • Forureningen er samtidig medvirkende årsag til ca. 20.000 tilfælde af kronisk bronkitis, astma, luftvejslidelser, hjertesvigt og lungekræft
  • Google har allerede erfaringer med måling af luftkvalitet i amerikanske byer, og København er sammen med London og Amsterdam de første byer i Europa til at lancere projektet. Bilen forventes at foretage målinger frem til marts 2020.
  • Tallene er stadig foreløbige, og projektet fortsætter frem til marts 2020. Vejrforhold og tidsmæssige forskelle kan have betydning for målingerne.
  • Luftkvalitet påvirker alle - især dem, der bor i byerne. Her er WHO’s generelle statistikker.
  • 92% af verdens befolkning indånder usund luft (WHO).