Arkivnyhed - kan være forældet

Luft- og masteoverblik skal lette anlægsarbejdet i København

26.09.2017
Københavns Kommune har gjort det muligt for entreprenører at se, hvor der er placeret luftledninger og master over hele byen.

Overblikket sparer entreprenører og kommune for en masse tid, når der skal tilrettelægges større anlægsarbejder, og flere hjælpefunktioner er på vej.

Indtil nu har det ofte krævet et fysisk møde ude i byen, når en entreprenør har brug for at anvende en lift eller kran i forbindelse med et anlægsarbejde, så man kunne tjekke, om der var luftledninger eller master til hinder for arbejdet.

Men nu har Københavns Kommune indført en ny funktion i Koordineringskortet Pro - et digitalt kort målrettet erhvervslivet - hvor man kan få oplysninger om placering af master og luftledninger, så entreprenører på forhånd har mulighed for at se, om arbejdet reelt kan udføres på en konkret adresse, inden man skyder en ansøgning om tilladelse af sted til kommunen.

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer centerchef Steffen Rasmussen, at den nye funktion vil spare ca. 150 møder årligt, hvor entreprenør og kommune tidligere har skulle mødes og inspicere en adresse ude i byen.

'Jo bedre vi bliver til at omsætte den viden, vi har om København, jo nemmere bliver det for bl.a. entreprenørerne at udføre deres arbejde. Vi arbejder løbende på at introducere værktøjer, som kan effektivisere planlægningsarbejdet for såvel entreprenørerne som vores medarbejdere, når der skal bygges i København, og det er den nye funktion her et godt eksempel på,' siger Steffen Rasmussen, centerchef i Center for Trafik og Byliv, Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder på at introducere flere nye funktioner i koordineringskortet, så man i fremtiden blandt andet også vil kunne orientere sig om, hvor man må køre med tung transport.

Fakta

Koordineringskortet Pro giver et overblik over, hvad der sker på vejene i København, og kan derfor lette planlægningsarbejdet for byens entreprenører.
Kortets forskellige funktioner er udviklet internt i Københavns Kommune i samarbejde mellem Gravetilladelser, der kender entreprenørernes behov, og Bydata, der arbejder for at gøre byens data let tilgængelig for netop de målgrupper, det er relevant for. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.