Arkivnyhed - kan være forældet

Kulturborgmester takker københavnerne for erindringer

28.06.2018
Københavns Stadsarkiv har afsluttet indsamlingen af erindringer, så byens historie nu er blevet tilført yderligere materiale.

129. Så mange erindringsberetninger er landet i Københavns Stadsarkiv, der sidste år tog del i den landsdækkende arkivkampagne ”Giv det videre”, som skulle få københavnerne til at indlevere dele af deres historie til gavn for fremtidige historieinteresserede.

”Med erindringerne fra københavnerne har vi fået et fantastisk bidrag til vores fælles historie i København. Det er imponerende, at borgere på denne måde bidrager til at sikre fortællingerne ind i fremtiden, og for det skal lyde en kæmpe stor tak,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld.

Samlingen af erindringer på Københavns Stadsarkiv er en af landets største, vigtigste og mest brugte erindringssamlinger. Samlingen fortæller om helt almindelige københavneres liv fra ca. 1890 og - med de nye erindringer - frem til vores egen tid.

”Historien er hele fundamentet for at forstå, hvad vi kommer fra: Hvordan vores forfædre levede, hvad byen var i gamle dage, og hvilke levevilkår, datidens borgere levede under, er med til at lære os om, hvem vi er, ” siger Niko Grünfeld.

Stadsarkivet modtager fortsat københavnererindringer på stadsarkiv@kff.kk.dk.

Fakta

  • Københavns Stadsarkiv har modtaget 129 nye erindringer til sit erindringsarkiv.
  • Københavns Stadsarkiv har tidligere indsamlet erindringer i 1969 og 1995. De to samlinger repræsenterer to generationer af københavnerfortællinger. Nu er der så føjet en tredje generation til.
  • Alle indleverede historier til Københavns Stadsarkiv vil blive bevaret for eftertiden af arkivarerne.
  • Erindringerne kan i 2018 ses på givdetvidere2017.dk, men når dette site lukkes, vil erindringerne fra ultimo 2018/primo 2019 kunne ses på Københavns Stadsarkivs eget erindringssite
  • Selve erindringsarkivet på Københavns Stadsarkiv rummer omkring 3.400 erindringer. De fleste omhandler tiden fra 1890 og frem til 1960. Temaerne er mange, men fokus er ofte tiden som barn og ung. Godt 2.000 erindringer er skrevet af københavnske pensionister i 1969. De blev afleveret til arkivet efter opfordring af socialborgmester Børge H. Jensen. I 1995 bad Københavns Stadsarkiv endnu engang københavnerne skrive. Det resulterede i 1.200 erindringer. I 2014 indsamlede Stadsarkivet erindringer om skolegang i forbindelse med folkeskolens 200 års jubilæum.
  • Godt 2.400 af erindringerne kan i dag læses direkte på Stadsarkivets hjemmeside.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.