Krop og idealer på skoleskemaet i Uge Sex

01.02.2018
Er jeg god nok? Sociale medier er med til at præge børn og unges trivsel og kropstilfredshed, og det bliver fokus på skolerne i Uge Sex.

Københavns Kommune deltager igen i den årlige kampagne Uge Sex fra Sex & Samfund den 5. – 10. februar. I år stiller Uge Sex skarpt på krop, normer og idealer blandt Københavns børn og unge. Et tema som er højaktuelt efter over 1000 børn og unge for nyligt blev sigtet for at dele og besidde en seksuelt krænkende video af en mindreårig de sociale medier.

En undersøgelse, som Sex & Samfund netop har gennemført blandt 1000 elever i 7.-9. klasse viser, at de normer og kropsidealer, der fremstilles gennem sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat, påvirker de unges opfattelse af deres egen krop.

Hver fjerde elev i undersøgelsen oplever, at sociale medier påvirker deres tilfredshed med egen krop. Og halvdelen af dem angiver, at deres tilfredshed med deres egen krop præger deres selvværd. Undersøgelsen peger også på, at de unge føler et stort ansvar for, hvordan de har det med deres egen krop.

”Undersøgelsens resultater understreger, hvor vigtigt det er, at vi allerede fra de små klasser sætter krop og trivsel på skoleskemaet. At vi med god seksualundervisning giver eleverne mulighed for at undersøge, hvordan omgivelserne påvirker deres syn på kroppen og de valg, de træffer i forhold til deres egen krop. Eleverne skal erfare, at de i fællesskab kan forandre begrænsende normer og idealer for kroppen”, siger Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund.

Når Uge Sex begynder i København får elever på alle grundskolens klassetrin mulighed for at undersøge og diskutere normer og idealer for kroppen og udvikle initiativer, der kan bidrage til at forandre normerne. Også på ungdomsuddannelserne står seksualundervisningen i centrum. Her er der blandt andet fokus på digital trivsel. På landsplan deltager over 500.000 elever i Uge Sex. 

Ved du, hvilke kropstanker dit barn tumler med? Få gode råd til at tale med dit barn om krop og idealer på www.sexogsamfund.dk/forældre  

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.