Arkivnyhed - kan være forældet

Kommunal kunst udstilles på Københavns Rådhus

21.02.2018
  • Thomas Bangs kunstværk ”Trophy – Intruder” på Center for Rusmiddelsbehandling, Netværket.
124 nye værker af 79 kunstnere er føjet til Københavns Kommunes kunstsamling. Værkerne kan opleves på Københavns Rådhus fra 27. februar.

124 nye værker af 79 kunstnere er føjet til Københavns Kommunes kunstsamling. Værkerne, som Københavns Billedkunstudvalg har indkøbt de sidste fire år, kan opleves i en udstilling i Rådhushallen på Københavns Rådhus fra 27. februar.

I børnehaver og jobcentre, på bosteder og plejehjem. I Københavns Kommunes mange institutioner kan brugere og medarbejdere opleve kunst på væggene og udstillede kunstværker fra kommunens kunstsamling, som rummer mere end 5000 kunstværker. De senest indkøbte værker kan opleves i en ny udstilling i Rådhushallen på Københavns Rådhus.

Hos kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å) vækker den kommunale kunstsamling begejstring:

”Kunst gør noget ved os mennesker; den kan have en terapeutisk virkning, skabe refleksion og sætte gang i samtaler. Jeg er fortaler for, at kunst og kultur skal fylde mere i hverdagen, i københavnernes liv og i det offentlige rum. Med kommunens kunstsamling får de fleste københavnere, også dem der ikke går på museum, mulighed for at møde kunsten helt tæt på, ” siger han.

Københavns Billedkunstudvalg har de sidste fire år købt 124 værker af 79 forskellige kunstnere, blandt andre kunstnere som Ivan Andersen, Thomas Bang, Malene Landgreen, Mie Mørkebjerg og Lea Porsager.

I udstillingen på Københavns Rådhus præsenteres udvalgte værker sammen med fotos af de rum, hvor værkerne er placeret til daglig, for at give et indtryk af værkernes samspil med de mennesker, der opholder sig på stederne.

Billedkunstudvalg køber kunsten

Københavns Kommunes Billedkunstudvalg, som består af politisk og kunstnerisk udpegede medlemmer, køber hvert år nye kunstværker til kommunens kunstsamling.

”Det har været vigtigt for mig, at der var stor bredde i de indkøb, vi som udvalg har foretaget. Med andre ord – noget for næsten enhver smag – også den smalle. De steder, vi som udvalg køber kunst til, er kommunale institutioner, og her egner kunstværker til væg sig bedst, ” siger Jytte Høy, kunstnerisk udpeget medlem af billedkunstudvalget fra 2014 til 2017.

”Vi har haft mange spændende diskussioner, hvor det har handler om at vælge værker, der fanger blikket eller værker, som får os til at gå på jagt efter flere detaljer i værket. Og så selvfølgelig om det, vi køber, egner sig overhovedet til at blive udstillet i en offentlig bygning, ” siger Allan Ahmed, politisk udpeget medlem af billedkunstudvalg i perioden fra 2016 til 2017.

Udstilling af Københavns Kommunes kunstindkøb 2014-2017

  • Udstillingen kan opleves i perioden 27. februar - 3. marts 2018
  • Udstillingen er åben mandag – fredag fra kl. 9-16 og lørdag kl. 9.30 -13. Søndag lukket.
  • Der er gratis adgang.

Fakta

  • Københavns Billedkunstudvalg består af otte medlemmer, heraf er de tre politisk udpeget og fem kunstfagligt udpeget.
  • Udvalget køber værkerne til Københavns Kommunes kunstsamling, som består af over 5000 værker. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.