Københavnsk park har fået et kæmpe løft

16.09.2020
280 nye træer, en skatepark og et stort bevægelsestorv med træningsfaciliteter står nu klar til københavnerne i Remiseparken på Amager.

I forbindelse med en skybrudssikring af området og udviklingen af Urbanplanen er der investeret 59 mio. kr. i parken, som nu står klar.

 

Stort pres på grønne områder

Der har været stort pres på de grønne områder i København gennem det seneste halve år, hvor københavnerne har nydt godt af byens åndehuller, og nu kan de se frem til at indtage endnu en rekreativ oase med plads til leg, udfoldelse og afslapning. Efter knapt halvandet års anlægsarbejde står Remiseparken klar til anvendelse. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er yderst tilfreds med resultatet:

- Vi har fra politisk side valgt at investere rigtig mange millioner i Remiseparken, fordi den skal være med til at give nærområdet et løft. Investeringen lægger sig tæt op ad de almene boligforeningers massive investeringer i Urbanplanens almene boliger, som er renoveret og gjort tidssvarende. Samlet set får vi sammen gjort området attraktivt og skabt en bydel, som giver værdi til beboerne i lokalområdet og tiltrækker folk udefra. Remiseparken i sin nye form appellerer til en virkelig bred brugergruppe, som bliver blandet på kryds og tværs, og jeg er særdeles stolt af resultatet, siger Ninna Hedeager Olsen.

 

Mere natur

Moderniseringen betyder, at man nu kan gå på opdagelse i et nyt område i den vestlige del af parken. Her er plantet nye elletræer, buske og farverige stauder på et areal, som svarer til ca. en fodboldbane. Det nye område skal ikke bare give de besøgende en bedre naturoplevelse og booste biodiversiteten, men også sikre at nærområdet fremover ikke står under vand, når skybrud rammer. Som en del af området er der derfor etableret en såkaldt lavning, hvor terrænet er sænket, ligesom der laves en grøn grøft, som sørger for, at regn fra skybrud ender i de rette områder. Og det nye dyre- og planteliv, som pibler frem, vil kunne opleves fra allernærmeste hold fra en ny oplevelsessti, som snor sig mellem træerne og over grøften. Stien er lavet af metalriste og er hævet over jorden, så der er kig direkte til jordbunden.

Hos Boligforeningen 3B er der også glæde at spore. Formand Steffen Morild siger:
- Remiseparken har altid været en grøn perle i midten af Urbanplanen. Men alt for få har kendt – og brugt den. Det bliver forhåbentlig lavet om nu, hvor parken har fået et stort løft og fremstår endnu mere indbydende, spændende og som et nyt grønt centrum i denne del af Amager. 3B investerer massivt i at løfte Urbanplanen i disse år. Med nybyggeri af attraktive almenbolig+boliger, med sociale indsatser og ved at samarbejde med kommunen om at åbne boligområdet. Løftet af Remiseparken er en vigtig del af vores fælles udviklingsplan, og jeg glæder mig til at se københavnerne tage parken i brug.

 

Nyttehaver og bevægelsestorv

Udover de nye naturoplevelser byder parken på en række nye og spændende faciliteter. Blandt andet er der etableret nyttehaver med et udekøkken, hvor det er muligt at dyrke grønsager og urter eller høste frugter fra de 30 nye frugttræer. Derudover finder man nu også en skatepark og et bevægelsestorv i Remiseparken, hvor de besøgende fx kan prøve kræfter med en lang parkour-bane, tage et slag bordtennis eller brænde krudt af på de nye fitnessredskaber.

Den nyrenoverede park bindes sammen af en betonsti, som vil bugte sig fra hele vejen fra den nordlige til den sydlige ende og forbi parkens mange faciliteter.

 

 

Fakta om den nye Remisepark

 

  • Arbejdet med at modernisere og skybrudssikre Remiseparken er en del af udviklingen af Urbanplanen.
     
  • Remiseparken er en af Københavns største parker med et areal på 3,5 hektar.
     
  • Der er afsat i alt 59 mio. kr. til moderniseringen af Remiseparken. Københavns Kommune finansierer 57 mio. kr., mens HOFOR finansierer det resterende beløb.
     
  • Der etableres en lavning og en grøft, som kan opmagasinere regnvand ved skybrud og fungere som et forsinkelsesbassin. Grøften, som løber langs hele den vestlige del af parken, vil have en varierende bredde på mellem 3 og 6 meter og den vil være omkring 1,5 meter dyb. Grøften vil det meste af tiden være tør, så den kan bruges til både ophold og leg.
     
  • Der er plantet i alt 280 nye træer, hvoraf 30 er frugttræer. Derudover er der plantet omkring 260 buske, ligesom der er plantet stauder, mindre buske og lægges blomsterløg på ca. 1580 kvm. Der er fældet 46 træer i forbindelse med renoveringen.

     

  • Der er anlagt nyttehaver med udekøkken omkranset af frugttræer med forskellige sorter af æbler og kirsebær.
     
  • Nyt bevægelsestorv med parkour, bordtennisborde og fitnessredskaber mv..
     
  • Den lokale kælkebakke er blevet forhøjet med to meter. På toppen er der anlagt et plateau, der kan bruges som kælkerampe om vinteren og udsigtspost om sommeren.
     
  • Remiseparken huser nu også en skatepark til løbehjul, rulleskøjter og skateboard. Der er også kommet minigolf, nyt soppebassin og flere nye legepladser.

 

  • Boldbanerne er blevet renoveret, og nye basketbaner er kommet til.
     
  • Ved indgangen ved Peder Lykkes Vej har kommunen etableret en ny plads med træer og bænke. Den skal være med til at skabe en indbydende og synlig adgangsvej til parkområdet og Remiseparkens attraktioner.
     
  • Al belysning i parken er blevet fornyet for at skabe en tryggere stemning.