Arkivnyhed - kan være forældet

Københavns Kommune vil være digital frontløber

25.06.2019
Som landets største kommune vil Københavns Kommune gå forrest i udvikling og nytænkning af digitale løsninger

Genoptræning med hjælp fra en app, softwarerobotter, der sorterer og besvarer telefonopkald og nyt pas på få minutter med digital pasbestilling. Det er nogle af de mange digitale løsninger, som København i disse år satser stort på. For i en by, der vokser med ca. 10.000 borgere årligt, og hvor udgifterne til boliger, skoler og ældrepleje stiger støt, skal der tænkes nyt for at sikre et ordentligt niveau i kommunens velfærdsservices.

Derfor vil Københavns Kommune sætte yderligere turbo på udviklingen af digitale services - gerne med brug af ny teknologi som kunstig intelligens og softwarerobotter; teknologier, der rummer store muligheder for at frigøre kommunale kræfter til borgernære opgaver. Det fremgår af Københavns Kommunes digitaliseringsredegørelse 2019.

”Vi skal udnytte den kæmpe teknologiske udvikling, der sker i disse år, til at udvikle vores digitale tilbud til københavnerne. Det gælder alt fra at gøre det nemt at bestille pas til at udvikle digitale løsninger, der kan hjælpe med at få ledige i job. Alle skal inkluderes og have gavn af de nye teknologier”, siger overborgmester Frank Jensen (S), der også gerne ser, at Københavns Kommune bidrager til den digitale udvikling i hele den offentlige sektor.

Udgangspunktet er stærkt, for københavnerne er i udpræget grad klar til øget digitalisering. En måling fra Københavns Kommunes borgerpanel fra april 2017 viser, at mere end 90 procent af de adspurgte foretrækker at betjene sig selv digitalt, når de har at gøre med kommunen.

”Københavnerne er virkeligt langt fremme i skoene og ønsker digitale løsninger hvor det giver mening. Som landets største kommune har vi mulighed for at gå i front og udvikle gode løsninger, der også kan komme andre kommuner og hele Danmark til gavn”, siger Frank Jensen.

Københavns Kommune er allerede langt med ny teknologi i form af automatiseringsteknologi og kunstig intelligens, og har foreløbig frigjort arbejdstimer svarende til ca. 16 mio. kr. og løst over 250.000 sager med ny teknologi. Dermed frigives kræfter til andre kommunale opgaver.

I marts 2019 vandt Københavns Kommune en pris for kommunens platform til softwarerobotter. Robotterne skal foreløbigt løse over 60 forskellige slags opgaver, som enten er under udvikling eller implementeret, fx passwordbestilling og aktind-sigtsbehandling.
Og der er meget mere på vej. Københavns Kommune vil i de kommende år udpege områder med særligt store potentialer for digitale gevinster og rulle dem ud i stor skal på tværs af forvaltninger. Samtidig vil kommunen gå i front og tage initiativ til større samarbejder på tværs af offentlige myndigheder.

Digitaliseringsredegørelsen konkluderer, at Københavns Kommune er godt med i forhold til digitalisering, men også at der fortsat er udviklingsmuligheder. Blandt andet skal der arbejdes på at skabe mere sammenhængende digitale services til erhvervslivet på tværs af kommunens forvaltninger. 

Kontakt