Københavns historie skal skrives på ny

19.10.2018
  • F. Zeidler: København set fra Valby Bakke, 1758
Københavns Museum udgiver et nyt bogværk, der fortæller Københavns historie opdateret efter de senere års arkæologiske fund og forskning.

I 2021 udgiver Københavns Museum en ny samlet formidling af Københavns historie i otte bind. Det er mere end 30 år siden, der sidst udkom en samlet udgivelse af Københavns historie. Arkæologiske fund gjort i forbindelse med metroudgravningerne har bl.a. ført til ny viden om hovedstadens historie.

Forfatterkredsen tæller først og fremmest museumsinspektører og forskere fra Københavns Museum samt en række eksperter.

”Københavns Museum åbner sommeren 2019 dørene for helt nye udstillinger i Stormgade 18, og her vil den nye københavnerfortælling blive et rigtig godt supplement for dem, der vil gå i dybden med Københavns historie,” siger museumschef for Københavns Museum Louise Jacobsen. 

Københavns Museum har i perioder haft op til 60 danske og udenlandske arkæologer i gang ved de kommende metrostationer langs Cityringen, og resultatet er tusindvis af fund. Der er blandt andet fundet en ny kirkegård, hvor Rådhuspladsen ligger i dag, hvilket vidner om en tidligere og mere udbredt bydannelse end hidtil antaget.

Fakta

  • Sidst, Københavns historie blev udgivet i bogform som den kommende, var i 1980’erne.
  • Metroudgravningerne til Cityringen, der åbner i 2019, har resulteret i tusindvis af arkæologiske fund. Fundene fortæller en masse om Københavns historie, og i nogle tilfælde ændrer de ved det, vi hidtil har troet, vi vidste.
  • Etableringen af Ørestad og Nordhavn er befolkningsmæssigt de største udvidelser af selve København siden etableringen af brokvarterene i anden halvdel af 1800-tallet og indlemmelsen af Brønshøj, Sundby og Vanløse Kommuner i 1901.
  • Den nye udgave af Københavns historie udkommer i 2021, hvor den otte bind store udgivelse bl.a. vil kunne købes på Københavns Museum.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.