Arkivnyhed - kan være forældet

Københavns Borgerrepræsentation holder møde digitalt

25.03.2020
På torsdag er der møde i Københavns Borgerrepræsentation, og grundet Covid-19 foregår det for første gang virtuelt.

I Københavns Kommune arbejder de kritiske funktioner på fuldt blus, mens rigtig mange medarbejdere arbejder hjemmefra for at løse alle de opgaver, der fortsat skal varetages, også under Corona-krisen. Det gælder også de 55 borgerrepræsentanter. På torsdag afholdes Borgerrepræsentationens møde for første gang digitalt. 

”Samtidig med at Københavns Kommune arbejder på højtryk for blandt andet at passe ekstra godt på vores ældre, syge og udsatte borgere, skal vi også sikre, at de demokratiske beslutningsprocesser kan fortsætte på trods af de svære omstændigheder. Derfor ser jeg frem til, at vi på torsdag skal mødes til vores første online møde i Københavns Borgerrepræsentation”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Normalt samles Borgerrepræsentationens medlemmer i mødesalen på Københavns Rådhus, når politiske sager skal behandles, men på torsdag er mødesalen byttet ud med den digitale platform Microsoft Teams. Og københavnerne kan som altid følge med, når mødet live streames på kommunens hjemmeside fra klokken 17.30.

På mødet skal medlemmerne blandt andet drøfte forslag til lokalplan for Svanemølleholm på Østerbro. Find hele dagsordenen her.

Fakta om Borgerrepræsentationens møder

  • Møderne i Borgerrepræsentationen begynder kl. 17.30 og skal slutte senest kl. 23.00.
  • Møderne i Borgerrepræsentationen afholdes ca. hver tredje torsdag. Møderne er åbne for offentligheden, dog kan Borgerrepræsentationen behandle en sag for lukkede døre.

Kontakt