Arkivnyhed - kan være forældet

København vil have skoleledelse i verdensklasse

14.11.2017
Københavns Kommune vil med støtte fra A. P. Møller Fonden udvikle en ny efteruddannelse af skoleledelser. Målet er at løfte eleverne fagligt

Fagligheden skal styrkes på Københavns folkeskoler, så alle børn og unge bliver så dygtige, som de kan, og bliver klar til at tage en ungdomsuddannelse. Her spiller skoleledelsen en hovedrolle. Derfor vil Københavns Kommune i et unikt samarbejde med A.P. Møller Fonden og Handelshøyskolen BI i Oslo tilbyde kommunens skoleledelser en ny og skræddersyet lederuddannelse.

Målet er at uddanne den samlede skoleledelse på den enkelte skole, så den i endnu højere grad kan træde i karakter fagligt og strategisk og blive endnu bedre i stand til at udvikle en stærk folkeskole.

I København skal vi have Danmarks bedste folkeskole. Det stiller store krav til vores skoleledelse, og derfor styrker vi nu ledernes muligheder med et unikt samarbejde med A. P. Møller Fonden og Handelshøyskolen i Oslo”, siger overborgmester Frank Jensen (S):

Samarbejdet giver os mulighed for at udvikle en ambitiøs lederuddannelse i verdensklasse og gøre skolelederjobbet endnu mere attraktivt”

Handelshøyskolen BI i Oslo har i 15 år arbejdet sammen med Oslo Kommune og en række andre kommuner og amter om systematisk uddannelse af skoleledelser. Det er sket samtidig med, at Oslo Kommune har gennemført en række initiativer for at styrke Oslos folkeskoler.

På Oslos folkeskoler er elevernes faglige resultater gået fra at være under landsgennemsnittet til at være førende i Norge. Oslo har de senere år præsteret i top på tværs af klassetrin og fag i nationale tests, og i 2017 præsterede Oslos 10. klassetrin ved eksamen bedst i hele landet i matematik, engelsk og skriftlig norsk. Samtidig gennemfører markant flere elever i Oslo i dag en ungdomsuddannelse end for 15 år siden.

Det vil både Københavns Kommune og Aalborg Kommune nu lade sig inspirere af.

”Det er glædeligt, at Københavns Kommune og Aalborg Kommune ønsker at gennemføre en ambitiøs og perspektivrig indsats, der skal styrke skoleledelsen i kommunernes folkeskoler. Det er et initiativ, der omfatter alle ledelsesniveauer og inddrager erfaringer udefra. Fonden ser stort potentiale i initiativet i forhold til skolerne i de to kommuner. Og samtidig håber vi, at det vil kunne bidrage til det aktuelle arbejde med at udvikle den danske skolelederuddannelse, udtaler Henrik Tvanø”, direktør for A.P. Møller Fonden.

De første skoleledelser skal efter planen starte på uddannelsen efter sommerferien i 2018. Uddannelsen tager to år. Handelshøyskolen BI kommer til at stå for en stor del af undervisningen, men ambitionen er at gøre det i samarbejde med danske uddannelsesinstitutioner.

”Lederne på vores skoler yder hver eneste dag en kæmpe indsats sammen med deres medarbejdere for at skabe de bedste rammer for elevernes undervisning og trivsel. Nu investerer vi i samarbejde med AP Møller Fonden massivt i en ambitiøs efteruddannelse af skoleledelserne, så de får mulighed for at videreudvikle deres kompetencer til gavn for både elever og medarbejdere", siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

”Jeg glæder mig til at se resultatet af samarbejdet med Handelshøyskolen BI i Oslo, jeg er sikker på, at vi får stor glæde af deres erfaringer”, siger Allerslev.

For mere information

  • Overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund på tlf. 3147 9497.
  • Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev via pressechef Anni Lundqvist, tlf. 2526 4163.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.