Arkivnyhed - kan være forældet

København udskyder udledning af spildevand

25.05.2020
Arbejdet med at sikre spildevandsledningen til Lynetten er udskudt til oktober.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) har besluttet at  udskyde arbejdet med at sikre spildevandsledningen til Lynetten og dermed udledningen af spildevand til oktober.

Sideløbende hermed arbejder forvaltningen på en orientering til Teknik- og Miljøudvalget. Orienteringen skal redegøre for forvaltningens miljøgodkendelse til projektet og beskrive de politiske handlemuligheder i sagen. I forbindelse med tilblivelsen af orienteringen har Teknik- og Miljøforvaltningen været i dialog med HOFOR, der, efter at have været i dialog med den konkrete bygherre, har tilkendegivet, at det vil være muligt at udskyde projektet til oktober, hvis kommunen kræver det.

'HOFOR har tilkendegivet, at det er muligt at udskyde projektet, hvis Københavns Kommune kræver det. Dermed går arbejdet ikke i gang i morgen. Sideløbende hermed arbejder forvaltningen på en orientering, der også skal svare på, om forvaltningen kan have begået formelle fejl, som nogle eksperter mener kan være tilfældet. Endelig skal orienteringen klarlægge, om der er politiske handlemuligheder for Teknik- og Miljøudvalget i sagen,' siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder fortsat på orienteringsnotatet til udvalget.