København sætter fokus på lommetyverier

20.09.2021
Københavns Kommune og Københavns Politi lancerer igen en kampagne, der skal gøre særligt unge ekstra opmærksomme på lommetyveri.

Efter utallige måneder med nedlukninger og restriktioner samles københavnerne igen på restauranter, barer, museer og alle de andre steder, der har været savnede på grund af corona. Det samme gør lommetyvene, der bedst kan lide at være, hvor der er mange mennesker – eksempelvis til fester og koncerter, ved turistattraktioner og på større trafikknudepunkter.

Derfor lancerer Københavns Kommune og Københavns Politi kampagnen Pickpockets Love Distractions, som sætter fokus på, hvornår og hvordan man passer ekstra godt på sine ejendele.

”Det er på alle måder glædeligt, at københavnerne igen kan mødes, bruge byen og alle dens muligheder. Men når hverdagen vender tilbage, gør lommetyvene det også. Ét lommetyveri er altid ét for meget, og derfor arbejder vi tæt sammen med politiet om at forebygge lommetyverier, så København er en tryg by at færdes i,” siger overborgmester Lars Weiss (S). 

Selvom København netop er kåret som verdens sikreste by af The Economists Intelligence Unit, og antallet af anmeldte lommetyverier i København har været faldende siden 2016, er lommetyveri stadig et storbyfænomen, der kræver fokus.

Cirka halvdelen af det samlede antal lommetyverier i Danmark sker i København, hvor tyvene opererer både professionelt og systematisk: 

”Lommetyvene opererer de steder, hvor der færdes mange mennesker, eller når folk er på vej hjem efter en sjov aften ude. Vi har den seneste tid haft en målrettet indsats mod lomme- og tricktyverier, og den indsats fortsætter. Jeg vil dog også gerne opfordre til, at vi alle er opmærksomme og holder godt øje med vores værdigenstande,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Kampagnen Pickpockets Love Distractions kører i disse uger i byrummet, på sociale medier og med uddeling af gode råd udvalgte steder i byen, hvor lommetyverier ofte sker – blandt andet i Indre By og på Nørrebro.

Kontakt