København klar til gradvis genåbning

08.04.2020
Fra den 15. april vil institutioner, skoler op til 5. klasse samt specialskoler gradvis genåbne.

Børne- og Ungdomsudvalget havde onsdag den 8. april den kommende genåbning af de københavnske dagtilbud, skoler op til 5. klasse, samt specialskoler på dagsordenen. Regeringen har givet kommunerne opgaven med at åbne institutioner og skoler gradvist og kontrolleret op fra den 15. april under den forudsætning, at rammerne lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Udvalget blev enige om, at institutioner og skoler kun åbner i takt med, at hver enkelt institution eller skole lever op til Sundhedsstyrelsens fysiske krav til rammerne og hygiejnen, men at Københavns Kommune forventer at være klar til at åbne en del af byens institutioner og skoler op allerede fra onsdag efter påske.

Børne- og Ungdomsudvalget vil følge genåbningen tæt og er enige om, at overgangen fra den nuværende nødpasning til en mere normal hverdag skal ske gradvist og i meget tæt overensstemmelse med de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne løbende melder ud. Børn, der går på institutioner eller skoler, der endnu ikke er genåbnede, har mulighed for fortsat at gøre brug af nødpasningstilbud.

Det bliver en noget anderledes hverdag i de københavnske skoler og institutioner, end forældre og børn er vant til, og udvalget er også enige om at opfordre alle parter til at vise forståelse for den meget specielle situation, som vil påvirke de pædagogiske tilbud i lang tid fremover. Udvalget arbejder på, at forældrene og personale med tryghed og ro i sindet kan begynde at vende tilbage til hverdagen. Der kan blive tale om forskellige løsninger i forskellige institutioner afhængig af fysiske rammer og personalemæssige ressourcer.

Københavns Kommune vil udarbejde en plan for rengøring, størst mulig brug af udearealer mv., så de genåbnede skoler og institutioner vil leve op til kravene fra sundhedsmyndighederne. Derudover vil der løbende være en tæt opfølgning på personaleforhold og andre nødvendige ressourcer, der skal bruges for at overholde kravene og give forældre og børn en tryg start.

Regeringen har løftet serviceloftet i forhold til udgifter forbundet med coronasmitten og Børne- og Ungdomsudvalget er enige om, at der skal afsættes de nødvendige ressourcer for, at dagtilbud og skoler kan opfylde alle sundhedsmyndighedernes krav.

Det er forvaltningen, der har ansvaret for, at der kun bliver åbnet i det omfang, institutioner og skoler lever op til kravene. Det er den enkelte institutionsleder og skoleleder, der laver den konkrete plan for hverdagen ud fra Sundhedsstyrelsens krav til for eksempel afstand ved aflevering, planer for håndvask og inddeling af børn.

Forældrene vil inden weekenden få information om processen og så hurtig som muligt - senest tirsdag d. 14. april - modtage besked om forventet genåbning for deres børn. Såfremt det ikke vil være fra onsdag d. 15. april, vil der løbende bliver orienteret via Aula og KBHbarn om, hvornår dette kan ske fra. Konkrete spørgsmål rettes til lederen på ens egen skole eller institution, og der er på kk.dk løbende opdateringer omkring genåbningen.    

 

Kontakt

Lise Bondesen, pressechef

Pressechef
Børne- og Ungdomsforvaltningen
+45 29 45 40 73