Arkivnyhed - kan være forældet

København går nye veje for at give udsatte børn den bedste pædagogiske indsats

21.06.2018
Københavns Kommune går med i alliancen Småbørnsløftet. Alliancen arbejder for at give børn bedre forudsætninger for en god skolegang.

Op til to år. Så stor forskel kan der være på, hvordan børn har udviklet sig, når de begynder i skole. Det gælder både deres personlige, sociale og faglige forudsætninger. Og erfaringen viser, at det desværre er rigtigt svært at indhente de manglende færdigheder i skoletiden, hvis man er bagud på de vigtigste forudsætninger allerede første skoledag.

Københavns Kommune er den nye elev i klassen, som i dag træder i den landsdækkende alliance Småbørnsløftet, for at deltage i arbejdet med i børnenes første leveår at skabe de bedste rammer for, at udvikle de nødvendige færdigheder for at få en god skolegang.

I de første 1000 dage af barnets liv grundlægges evnen til at lære, og derfor er det afgørende at sætte ind så tidligt så muligt hos de børn, der ellers ville være bagud på point ved skolestart, måske fordi deres forældre ikke har haft ressourcerne til at give dem alle de nødvendige forudsætninger for at klare sig godt i skolen og videre i livet.

Småbørnsløftet er skabt på initiativ af Tænketanken DEA og Egmont Fonden og tæller en lang række interesseorganisationer, flere fonde, og mange enkeltpersoner.

Københavns Kommunes ambition med at træde ind i løftet er, at alle børn har de samme forudsætninger med sig når de begynder i skole.

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen, siger:

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi har børn, der er bagud på point, allerede inden de begynder i skole. Vi ved, at det er for sent, hvis vi først sætter ind med indsatser der, så vi skal i gang langt tidligere. Vi har allerede en masse viden om, hvordan vi løfter de børn, der har brug for ekstra støtte, men det er ikke altid, at vi lykkes med det. Derfor ser jeg det som et naturligt næste skridt at træde ind i Småbørnsløftet, så vi kan bygge videre på de indsatser, vi allerede har, og at vi i fællesskab kan arbejde, for at alle børn får de samme muligheder.”

Omdrejningspunktet i Småbørnsløftet er to konkrete mål, der skal føre til, at forskellen mellem, hvad børn har lært, inden de begynder i skole, bliver mindre, og de skal give børn bedre forudsætninger for at lære og udvikle sig både fagligt og personligt.

  • At alle småbørn har et godt børneliv, herunder udvikler de nødvendige forudsætninger – personligt, socialt og fagligt – for en god skolegang.
  • At de første 1.000 dage af alle børns liv er præget af tryghed og stimulering, så de lige fra fødslen trives og får alsidige muligheder for at lære og udvikle sig.

Initiativtagerne til Småbørnsløftet ser spændende perspektiver i, at landet største kommune nu bliver en del af alliancen:

Stina Vrang Elias, adm. Direktør i Tænketanken DEA, siger:

”Vi er meget glade for, at Københavns Kommune træder ind i Småbørnsløftet. Der er brug for fokus og handling på det her område. Det er som om, at vi først tager vores små børn alvorligt, når de begynder i skole. Men det er for sent, hvis vi for alvor vil sikre trivsel og udvikling hos alle børn.”

Egmont Fonden har besluttet at investere 75 mio. kr. i Småbørnsløftet for at give alle børn en god start på livet.

Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fonden siger:

”De første 1000 dage af et barns liv har afgørende betydning for resten af livet. Der er behov for, at vi på tværs af faglige skel og sektorskel samarbejder om, at alle børn kan opleve både tryghed og udvikling i de første leveår. Her spiller kommunerne en meget betydningsfuld rolle. Det er derfor et vigtigt skridt, at landets største kommune tilslutter sig Småbørnsløftet. Vi håber, at flere kommuner følger Københavns eksempel, så børn i hele landet kan sikres en god start på livet.”

Du kan læse mere om Småbørnsløftet her

Du kan finde Egmont Rapporten 2016 her

Kontakt

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressemedarbejder Josephine Christine Hald Pedersen, tlf.: 2366 2122, mail: jc4n@kk.dk

Adm. Direktør i Tænketanken DEA Stina Vrang Elias via kommunikations- og pressechef Ole Larsen, tlf.:9154 1668, mail: ol@dea.nu

Direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration Henriette Christiansen via kommunikationschef Marie Andergren Andersen, tlf.: 2491 5652, mail: maa@egmontfonden.dk

Kontakt