Arkivnyhed - kan være forældet

Klar, parat, bade-start

30.05.2016
Nye badezoner, længere åbningstider, badevand af høj kvalitet samt nem og hurtig transport til vandet. København er klar til badesæsonen.

Badesæsonen står for døren og med et hav af bademuligheder, kan man igen i år hoppe i vandet midt inde i byen. 

Havnebadene slår dørene op til den nye badesæson den 1. juni, og i år er sæsonen forlænget med en hel måned, så man kan bade helt frem til den 30. september. Badeglade gæster kan også se frem til, at havnebade og badezoner fra i år er åbne døgnet rundt, så der er mulighed for en sen aftendukkert – eller en tidlig morgendukkert mens solen står op over byen.

Nye badezoner i år og endnu flere på vej 

3. juni er de to nye badezoner – på Islands Brygge ud for Halfdansgade og på Refshaleøen ud for restaurant og café Halvandet – klar til at blive indtaget. Så denne sommer er der altså endnu flere badesteder at vælge imellem. Men boomet i badesteder stopper ikke her, for Københavns Kommune arbejder allerede på at kunne opføre endnu flere badesteder til næste sæson.

Sikkerhed og livreddertjeneste

Sikkerhedsniveauet i de nye badezoner og i de eksisterende havnebade er forskelligt. Ved havnebadene er der livreddere, og badene er fysisk afgrænset fra resten af havnen. Badezonerne vil derimod være ubemandede, og der vil badning foregå på eget ansvar, og de vil alene blive markeret med bøjer og flyderør.

Der vil igen i år være livreddere tilstede ved havnebadene og ved byens strande. Havnebadene vil være bemandet i juni, juli og august måned i tidsrummet kl. 11-19 eller kl. 12-20. Ved Amager Strand og Svanemøllestranden vil der være livredderbemanding fra d. 23.6-31.8 kl. 10-18 alle ugens dage.

Hop på cyklen eller tag metroen lige til vandet

Tag toget eller metroen til strandkanten eller hop på cyklen, når du skal en tur i vandet. Der er kun et begrænset antal bilparkeringspladser ved Amager Strandpark, Svanemøllestranden og havnebadene.

Badevandskvaliteten er god, men hold øje med varsler om rødt flag

Københavns Havn har så god vandkvalitet, at man det meste af tiden kan bade ved badestederne i havnen. Der er dog stadig dage med overløb af forurenet vand til havnen, når det regner kraftigt. Når det sker, har Københavns Kommune en meget effektiv badevandsvarsling, og da man tjekker kvaliteten af badevandet døgnet rundt, er man i stand til ganske hurtigt at afgøre om havnebadene skal lukkes.

Viser det sig, at badevandskvaliteten er forringet i en grad, så det frarådes at bade, bliver der varslet med et rødt flag på havnebadene og strandene. På de nye badezoner, vil der være en advarselslampe, der tænder. Både kommunens hjemmeside og app’en 'Badevand' bliver automatisk opdateret med et rødt flag, hvis det sker.

Bad kun hvor du må

Det er vigtigt at huske på, at det er forbudt at bade i havnen uden for de markerede badesteder, da det kan være både sikkerheds- og sundhedsfarligt. Københavns Havn har været en industrihavn, og havnen ligger midt i en storby med flere overløb til havnen. Hvis man hopper i vandet udenfor de markerede badesteder, kan man risikere at bade i overløbsvand. Find de angivne badesteder på www.kk.dk/badevand.

For de mindste badegæster

Soppesøen i Fælledparken, der hver sommer besøges af mange børn og deres forældre, forventes at blive fyldt med vand i juni, juli og august – dog kun hvis vejrudsigten lover solrigt vejr og temperaturer på over 20 C.

Tjek vandkvalitet, vejrudsigt og temperaturer

Hvis du vil vide, om der er gode udsigter for en tur i vandet, så husk at du kan tjekke vejrforhold og badesvandskvalitet for badestederne og se prognosen for de næste fire dage på www.kk.dk/badevand. Du kan også få badevandsprognosen til din smartphone ved at søge på 'badevand'.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.