Kender du Årets Idrætsforening 2018?

05.10.2018
Igen i år er der 25.000 kroner på højkant til ’Årets Idrætsforening i København’. Fristen for at foreslå kandidater er 1. november 2018.

Traditionen tro er jagten på ’Årets Idrætsforening i København’ sat i gang.

”Der bliver gjort et uvurderligt stykke arbejde i idrætsforeningerne. Her blomstrer den frivillige indsats og den demokratiske dannelse og samler børn, unge og voksne omkring en fælles interesse. Den indsats skal vi hylde, og jeg glæder mig til for første gang at overrække prisen sidst på året,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å), der opfordrer alle til at indstille netop den idrætsforening, de finder værdig.

Prisen gives til ”en københavnsk idrætsforening, der i årets løb har ydet en afgørende indsats for at fremme foreningsidrættens betydning for og vilkår i Københavns Kommune”, og alle kan indsende forslag.

Forslaget skal være begrundet, og der kan være masser af gode argumenter for at indstille en forening. Det kan eksempelvis være nye spændende tiltag, godt sammenhold, flere nye medlemmer eller noget helt fjerde.

Dommerkomitéen består af medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt repræsentanter for de københavnske idrætsforbund.

Kender du den rette vinder af prisen som Årets Idrætsforening i København 2018, skal du sende foreningens navn samt en begrundelse til idraet@kff.kk.dk senest 1. november 2018.

Prisen, der i år uddeles for 15. gang, uddeles til vinderforeningen den 29. november 2018.

 

De seneste fem års vindere af prisen

  • 2017: Nørrebro United
  • 2016: Boldklubben Skjold
  • 2015: Østerbro Idrætsforening
  • 2014: KIFU, Københavns Idrætsforening for Udviklingshæmmede
  • 2013: Rafting Club Copenhagen 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.