Internationale borgere viser det danske kulturliv frem

30.10.2017
  • International fritidsguide Rahul Oswal hjælper internationale borgere ud i det københavnske kultur- og fritidsliv. Foto: Jesper Linckert.
Internationale fritidsguider hjælper nye borgere fra hele verden bosat i København med at finde vej til byens foreninger og kulturliv.

Internationale fritidsguider hjælper nye borgere fra hele verden bosat i København med at finde vej til lokale klubber, kulturcentre, museer, frivilligt arbejde og festivaler. Samtidig skaber guiderne et rum, hvor deltagerne kan dele erfaringer på tværs af kulturer og få tips til at begå sig i det danske samfund. Initiativet har stor succes.

”I met so many wonderful people here in Copenhagen, so I want to give back to society and help international newcomers. I have been in their situation, so I know how difficult it can be. As a leisure guide, you get all kinds of questions, and there are so many small things I can share from my own experience,” lyder det fra indiske Rahul Oswal, der kom til Danmark i december 2015 og som har været leisure guide siden starten af 2016.

Til daglig arbejder Rahul i en bank, men i fritiden er han en del af et hold på otte frivillige fritidsguider – såkaldte leisure guides – der alle har prøvet at være nye internationale borgere. De kender til de udfordringer, man ofte støder på som international tilflytter og har derfor ofte viden, danskere ikke nødvendigvis har. 

Fritidsguiderne vejleder internationale borgere bosat i København og omegn, og siden kursernes spæde start i 2014 har 1200 internationale borgere været forbi til uformel personlig vejledning og networking.

”Når man kommer til et nyt land, er det naturligvis vigtigt at få sig et arbejde og et sted at bo – men for rigtigt at kunne føle sig som en del af samfundet, er det helt essentielt at få et netværk og bruge byen aktivt. Det skaber de internationale fritidsguider de helt rigtige rammer for,” fortæller kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen. 

Næste Leisure Guidance finder sted onsdag d. 8. november i Huset-KBH.

Bag initiativet står International House Copenhagen.

Fakta:

  • Leisure Guidance finder sted fire gange om året – næste gang onsdag d. 8. november fra 17.00-18.30 i Huset-KBH.
  • International House Copenhagen arrangerer årligt en række events, der giver internationale borgere grundlæggende viden om f.eks. internationale skoler, kultur- og fritidsliv samt frivilligt arbejde.
  • International House Copenhagen er et offentligt-privat partnerskab. Huset rummer private virksomheder såvel som statslige og kommunale myndigheder, der yder services til borgere og virksomheder i 32 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
  • I huset kan internationale borgere under ét tag få hjælp til papirarbejde, jobsøgning og netværksskabelse, samt deltage i faglige og sociale arrangementer m.m. Virksomheder, der ansætter udenlandsk arbejdskraft, kan desuden få hjælp til at rekruttere, ansætte og modtage internationale medarbejdere.
  • Læs mere om International House på www.ihcph.dk

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.