Arkivnyhed - kan være forældet

​Industriens Fond støtter ITS World Congress 2018

20.09.2017
Den største internationale kongres for intelligente transportsystemer (ITS) afholdes i København i september 2018.

Fra den 17. til den 21. september 2018 afholdes ITS World Congress i Bella Center i København. Det er den største internationale kongres for intelligente transportsystemer (ITS). Kongressen forventes at tiltrække mere end 4.000 delegerede, 10.000 besøgende og 400 udstillere.

I forbindelse med ITS World Congress 2018 gennemfører Industriens Fond og Københavns Kommune projektet ITS Hackathon, hvis formål er at sætte gang i verdenskongressen allerede i 2017 til gavn for danske virksomheder og borgere. ITS Hackathon er en dialog- og innovationsproces for virksomheder, der skal motiveres til at ansøge om at teste nye, innovative ITS-løsninger i byrummet før og under ITS World Congress 2018.

'Ved at afholde et hackathon får danske virksomheder adgang til en platform, hvor de kan udvikle og teste nye it-baserede løsninger i et levende laboratorium i samspil med borgere og andre brugere. At løsninger er testet, udviklet og dokumenteret i samspil mellem myndigheder, virksomheder og borgere giver den enkelte virksomhed et unikt udgangspunkt for at være konkurrencedygtig på det globale marked for intelligente byer og den tilhørende teknologi,' udtaler udviklingschef Charlotte Kjeldsen Krarup fra Industriens Fond.

Projektet ITS Hackathon understøtter erhvervslivets vækst og sigter mod at styrke øresundsintegrationen og Danmarks internationale tiltrækningskraft. Som vært for ITS World Congress 2018 bliver København udstillingsvindue for nye, danskudviklede transportløsninger, forskningsresultater, teknologisk ekspertise samt produkter og services fra danske virksomheder. Desuden vil ITS Hackathon bidrage til at skabe bedre rammer for vækst og øget konkurrenceevne i virksomhederne, som deltager.

'Vi er i Københavns Kommune utroligt glade for, at projekt ITS Hackathon har fået bevilget fondsmidler. På den måde får vi en enestående mulighed for at give rygvind til innovative virksomheder, som gerne vil teste deres nye ITS-koncepter nu og frem til ITS World Congress 2018. Vi ønsker samtidig at inddrage borgerne og vise dem, hvordan ITS skaber værdi for slutbrugeren – 'Quality of Life' – som er kongressens hovedtema', siger Steffen Rasmussen, centerchef i Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune.

Projektet underbygger desuden kommunens målsætning om at forbedre trafikudvikling, sikkerhed og miljø for alle trafikanttyper ved hjælp af ITS. Det bidrager også til at generere ny viden til at løse nogle af tidens mest påtrængende udfordringer som klima, luftkvalitet, urbanisering, trængsel og trafiksikkerhed.

ITS Hackathon vil være inddelt i fire faser, der strækker sig fra kontakt og indgåelse af partnerskaber med virksomhederne, afholdelse af demonstrationsprojekter i byrummet, netværksmøder, events, evaluering af test, etc. Det vil være Københavns Kommune, der i praksis arrangerer de forskellige aktiviteter og demonstrationer fra september 2017 og frem til, at verdenskongressen afholdes i september 2018.

Succeskriteriet for ITS Hackathon er, at minimum 15 nye demonstrationsprojekter kan vises frem på ITS World Congress i 2018. Frist for indsendelse af ansøgninger til demonstrationsprojekter er 29. september 2017 til itsworldcongress2018@tmf.kk.dk

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.