Indbrudstyve elsker åbent hus

06.12.2017
Hvert år får 2.000 københavnske hjem ubudne gæster. En ny kampagne skal hjælpe københavnerne med at sikre deres hjem.

Selv om antallet af indbrud de senere år er faldet i København, kommer alt for mange københavnere fortsat hjem til en endevendt bolig. Opgørelser viser, at villaer er mere udsatte for indbrud end lejligheder.

Derfor lancerer Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi og Det Kriminalpræventive Råd kampagnen ’Indbrudstyve elsker Åbent Hus’. Den skal med tre effektive råd hjælpe københavnerne til at indbrudssikre deres hjem, så de ikke holder åbent hus for indbrudstyvene. Et råd er fx at tænde lys inde og ude, når du ikke er hjemme.

Kampagnen skydes i gang med et kick-off event den 4. december kl. 15.30. Her uddeler Københavns Kommune og Københavns Politi gode råd om indbrudssikring i Spinderiet i Valby. De første 350 borgere, der kigger forbi, får et gratis tænd/ sluk ur til hjemmet.

”København har plads til alle – bortset fra kriminelle. Sammen med Københavns Politi har kommunen fokus på at dæmme op for indbrud, så vi konstant øger trygheden. Heldigvis kan man selv gøre noget – nemlig indbrudssikre sit hjem bedre, så tyvene får de værst mulige arbejdsbetingelser, lyder opfordringen fra overborgmester Frank Jensen (S).

Selvom der sker mange indbrud både i København og i resten af landet, har Københavns Politi som den eneste politikreds formået at reducere antallet markant de seneste år. 

”Vi har gjort meget for at nedbringe antallet af indbrud i København, og vi kan se rigtige gode resultater af vores indsats. Der er dog fortsat alt for mange hjem i København, der udsættes for indbrud. Sammen med Københavns Kommune vil vi med kampagnen skabe yderligere fokus på indbrud og gennem en fælles indsats nedbringe antallet af indbrud yderligere,” siger politiinspektør Mikael Henrik Wern fra Københavns Politi.

Bedre indbrudssikring handler ikke kun om at forstærke døre, låse og vinduer i sit hjem. Det Kriminalpræventive Råd har en klar anbefaling til københavnerne:

”Det Kriminalpræventive Råd anbefaler alle københavnere at tilmelde sig nabohjælp. Mere end 240.000 danskere har allerede tilmeldt sig ordningen. Og med god grund – for med Nabohjælp kan vi sammen forebygge hvert femte indbrud,” siger sekretariatschef Anna Karina Nickelsen i Det Kriminalpræventive Råd.

Kontakt

  • Overborgmester Frank Jensen via kampagneansvarlig Tildde Sønder Vindfeldt, tlf. 2538 0516.
  • Politiinspektør Mikael Henrik Wern, Københavns Politi, via Københavns Politis Servicecenter, tlf. 3314 1448.
  • Forebyggelseskonsulent, Hans Peter de Place, Det Kriminalpræventive Råd, tlf. 4057 5684.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.