Hold til højre og undgå nærkontakt med modgående

20.05.2020
Fra i dag vil store, laksefarvede Hold til højre-cirkler på asfalt og fortove hjælpe folk i København til at holde corona-afstand.

Hold til højre-cirklern på asfalt og fortove skal nu hjælpe folk i København til at holde corona-afstand og undgå katastrofeopbremsninger og undvigemanøvrer på nogle af hovedstadens mest fodgænger-befærdede steder. I første omgang gælder det Nyhavn, Nytorv, dele af strøget samt et stykke af Blågårdsgade, men flere områder kan komme til senere.

Cafèer og restauranter åbner igen, og snart kan våren – lidt forsinket – gå gennem Nyhavn. Men i år bliver det med behørig hensyntagen til de fortsatte corona-afstandskrav. For at hjælpe folk til at bevæge sig hensigtsmæssigt her og på nogle af hovedstadens andre mest fodgænger-befærdede steder forsyner Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning nu området med skilte og store asfalt-klæbemærker, der minder de gående om at holde til højre.

-Vi vil gerne gøre vores til at sikre, at det opleves trygt og roligt at gå rundt i byen, og Hold til højre-indsatsen er en simpel måde at minde folk om, at vi stadig skal tage hensyn til andre og undgå at færdes for tæt i byens gader, siger enhedschef i Københavns Kommune, Jakob Hjuler Tamsmark.

Også i en håndfuld andre områder i byen, hvor der i forvejen er tendens til trængsel, bliver veje og fortove forsynet med de store, laksefarvede Hold til højre-asfaltklæbemærker og -skilte. Det drejer sig i første omgang om Nytorv og Gammeltorv samt dele af Strøget samt et stykke af Blågårdsgade.

 

Nærkontakt nej tak

Hold-til-højre-indsatsen skal primært hjælpe gående til at undgå nærkontakt med modgående der hvor færdsel på grund af udeservering er trang. I Nyhavn må restauranterne typisk bruge arealet 4 til 5 meter ud fra facaden til udeservering, og restauranterne optager i praksis halvdelen af vejens bredde.  Samtidig skal to personer, der går ved siden af hinanden, minimum have to meter, så når folk skal kunne gå i begge retninger, skal der gerne tilsammen være 4-5meter brede passager til fodgængere, og det giver let kamp om pladsen.

De udvalgte steder i Hold-til-højre-indsatsen er udvalgt i dialog med Københavns Politi og med afsæt i forvaltningens egne erfaringer med, hvor der ofte er trængsel blandt fodgængere i byen. Men flere områder kan komme til senere, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

-Nu starter vi med nogle af de områder, hvor vi ved, at mange mennesker typisk gerne vil sidde ude og spise eller drikke kaffe eller få en øl i solen. Så kan vi vurdere effekten og finde ud af, om andre områder i byen også skal have Hold til højre-pletter og -skilte i den kommende tid, siger han.